Modavi – En dansk vingård


i Inspiration, Interview, Mad

Fjorden blinker blåt, og de små krusninger fanger konstant sollyset, leger med det, spiller bold med det og kaster det op langs skråningerne, som Kolding Landevej skærer sig igennem. Landskabet er bakket og på sådan en klar og kølig efterårsdag, lægger disen sig tyk og hvid i bunden af bakkerne, og spreder sig efterhånden, som man bevæger sig igennem den, og solen får fat.

 

🍇 Besøg Modavi 🍇

 

Efteråret lurer i krogene, men de røde og gule farver har endnu ikke løsrevet sig fra farveskalaen, så det er stadig det grønne, der bestemmer udsigten, når man svinger ind på Sdr. Vilstrupvejs snoede stier. Her rejser bakkerne sig fortsat, og slugten slynger sig stædigt frem, mens tankerne sendes langt sydpå til de varme lande, hvor støvet svinger om vinbondens støvler.

 

Vinlandet Kolding

De store klaser med vindruer er klar til at blive høstet i september.

Kim F. Madsen – bedre kendt som VinBonden HamSjælv – går med højskaftede gummistøvler rundt blandt vinplukkerne på Vingården Lindely i Kolding. Morgendisen har manet støvet til jorden, men ellers summer omgivelserne af samme forventning, som kendes fra syden, når vinen skal høstes.

VinBonden smiler, organiserer og griner, mens han kører kasser ud til VinBondeAssistenterne, som sidder mellem vinstokkene, travlt beskæftigede med at klippe de tunge, mørke vindrueklaser af planterne. September er høsttid, og Rondo er navnet på den druesort, der høstes, og som senere på dagen skal tage de første skridt på rejsen mod at blive en sød og lækker IsVin.

 

Man skal være lidt småtosset for at dyrke vin i Danmark.

– VinBonden

 

Men, hvordan er det gået til, at duften af Alsace, Champagne og Piemonte pludselig hænger i luften over Kolding? Her langt mod nord er det ikke vinen, vi er kendte for at sende ud i verden, men alligevel står vinstokkene snorlige, række efter række på skråningerne og suger sollyset til sig efter sydlandsk forbillede. Vinlandet Kolding er en realitet, og Modavi viser vejen frem.

 

Begyndelsen på det hele

Tilbage til naturen – Modavi har flyttet sig fra konventionel drift. Bakterien Mykhorizzia udvider rodnettet helt naturligt, så vinplanten bliver mere resistent, og det bliver unødvendigt at sprøjte.

Fortællingen om Modavi begynder da heller ikke i Kolding. Den begynder i det kendte, franske vinområde Alsace i den lille by Eguisheim, der foruden sin vinproduktion er kendt for sine løgtærter og storkeparret, der år efter år lander i den store rede på kirketårnet i midten af byen.

Det var i de omgivelser med storkeskræppen og den franske efterårssol som baggrundstæppe, at Kim og konen skulle hjælpe en lokal vinbonde med høsten tilbage i 2001. Det tog ikke mere end én uge for Kim at finde ud af, at han ville være vinbonde – i Danmark. Så da tiden som vinbondeassistent i Eguisheim løb ud, tog Kim tilbage til Danmark og brugte de næste 3 år på at realisere Modavi, og i 2004 åbnede han dørene til MOderne DAnsk VIn.

 

Årets gang på Vingården

Himlen er blå, solen skinner – vejret er perfekt til vinhøst.

Sommeren 2018 vil mange huske som året, der satte varmerekord, og mange landmænd vil huske det som året, hvor de spejdede langt efter bare en lille dråbe regn. Jorden åbnede sig for at suge til sig af aftenduggen, træerne smed bladene, blomsterne visnede og afgrøderne sygnede hen. Regnen var flere måneder om at falde.

Det var den sommer, hvor landmændene sukkede dybt, og begravede de knyttede hænder i arbejdsbukserne – undtagen Kim. Han havde svært ved at få armene ned, for vinplanterne kunne lide varmen, de skød i vejret, satte druer, som udviklede sig og dagligt voksede klaserne sig større og større. Det var den sommer, hvor temperaturerne fra Alsace, Champagne og Piemonte nåede vinlandet i Kolding.

 

I år høster vi den største mængde druer i dansk vinhistorie. Der bliver høstet minimum 20 tons druer af god kvalitet, hvilket er det dobbelte af et normalt høstår.

VinBonden

 

Men vejen til at høste de tunge klaser er lang, og forarbejdet skal allerede gøres i vintermånederne, når kulden og sneen ligger som en tung dyne over landet. Det er i bidende frost, at VinBonden og VinBondeAssistenterne bevæbnet med beskærersakse vover sig ud i vinmarkerne for at beskære planterne.

Under vinterbeskæringen bevares kun hovedstammen og to grene, og indtil april står vinplanterne lidt forknytte og stritter med de to grene, der har overlevet beskæringen. For i april bliver de to grene bøjet ned til et espalier, grenene skal slynge sig omkring, og som skal støtte, når klaserne begynder at tage form.

 

Vidste du? Druekvas- og stilke spredes efter presningen som kompost under vinstokkene på markerne.

 

Det er et stort arbejde, når man har over 16.000 vinstokke fordelt på 25 forskellige sorter, der skal nippes og nusses, så de får de bedste vækstbetingelser, men det er påkrævet, hvis man vil have et stort udbytte. Det kræver, at VinBonden konstant er på dupperne, og konstant har øje for, hvad der sker i marken. Men det betaler sig, for når høsten skal i hus, høster Kim – bogstaveligt talt – frugten af det hårde arbejde.

Når høsten er sikret, kan efteråret godt komme rullende med sin gul-røde farvepalette og lade de hårde vinde rive de sidste blade af træer og vinstokke. For nu skal der laves vin! Vinproduktionen finder steder fra september til januar, hvorefter loopet igen begynder med vinterbeskæringen, og i den tid syder det i tankene og duften af vin, der gærer, slipper ud gennem alle sprækkerne.

 

Duften af vin

Rødvinen ligger først 6 måneder i ståltanke, derefter 6 måneder på træfade og til sidst modner den minimum 6 måneder på flasken.

Efter, at vinstokkene er befriet for klaserne, tages druerne med ind i Vineriet, hvor produktionen foregår. Her presses druerne, og druesaften hældes på tankene, hvorefter vildgæren udvikler sig, hvis ikke VinBonden selv tilsætter gær. Det tager 10 dage, før sukkeret i druerne er omsat til alkohol, så i princippet tager det ikke mere end 10 dage, før der er vin.

 

Naturvin med spontan gæring er populært for tiden, så det laver vi selvfølgelig også.

VinBonden

 

Det er selvfølgelig lidt en tilsnigelse at sige, at vinen er færdig efter 10 dage – for det er den ikke. Nu skal vinen nemlig afrundes og omstikkes hele 3 gange, før den hældes på træfade. Indtil dette punkt har vinen været opbevaret i smagsneutrale ståltanke, som ikke påvirker druens originale smag, men på træfadene danner vinen sig og optager smag fra de franske Bourgognefade, som er de fade, størstedelen af vinen lagres på. Her ligger vinen så og hygger sig i 6-16 måneder, før den tappes på flaske.

Hos Modavi gøres alting i hånden, for det er håndværket og den kvalitet, håndværket afføder, som er vigtigt for den endelige flaske vin. Det betyder noget, at VinBonden selv har været en del af alle processerne, for her er der ikke nogen ekstern vinmager, som tager sig af vinens tilblivelse. Derfor ved Kim, at den vin, han laver, er den bedste, for han har selv været med hele vejen.

 

Prisvindende dansk vin

VinBonden med et udsnit af de mange priser Modavi har høstet.

Det er altså ikke bare noget, de siger hos Modavi, at de laver Danmarks bedste vin, for de mange medaljer og diplomer taler deres tydelige sprog. Senest har Modavi vundet prisen for Danmarks Bedste Hvidvin i 2018, og det er VinBonden med rette stolt af.

 

Det er blevet en livsstil, der nu ruller derudaf. Tænk engang, at på 5 måneder kan naturen lave alle de druer, vi skal bruge til vin. Det er da fascinerende.

VinBonden

 

Modavi laver MOderne DAnsk VIn, og derfor er det også nødvendigt for VinBonden at være frontløber på området. Det er blandt andet en af grundene til, at Modavis vin ikke proppes med kork. Den gode kvalitetskork er uddøende, og derfor valgte Kim, at en Modavi-vin er med skruelåg – så er det også nemmere at opbevare den efterfølgende, hvis ikke, man får drukket det hele på én gang.

At Modavi er en moderne frontløber, afspejles imidlertid ikke kun i det ydre, for Modavi producerer også mousserende vin med havtorn og har netop udviklet noget så anderledes som tangrosé. Det foregår alt sammen heroppe, siger VinBonden, og prikker sig i tindingen med pegefingeren, jeg er fuld af tossede idéer.

Det innovative, legen, udfordringen og fascinationen af naturens formåen er det, der driver værket hos Modavi. Det er lysten til at udvikle og til at skabe god, kvalitetsvin på trods af de klimatiske udfordringer, der er her under de nordlige himmelstrøg. Det er spændingen ved at sætte vinen fra Kolding på det internationale vinkort på højde med vinene fra Alsace, Champagne og Piemonte – det er intet mindre end glæden ved at nyde et godt glas vin.

 

                                     🍇 Tag firmaet med til Modavi 🍇

Hos DuGlemmerDetAldrig kan vi planlægge jeres firmaarrangement fra start til slut og formidle kontakten mellem jer og Modavi. En god dialog er nemlig baggrunden for en anderledes og spændende dag med kollegaerne.

Vi sørger for alt det praktiske, så det eneste I skal gøre, er at sende invitationerne ud i god tid. Har I særlige ønsker i forhold til et firmabesøg hos Modavi, hjælper vi med at skabe de rigtige rammer, så jeres ønsker kan blive opfyldt.

 

Læs mere her

 

Vil du høre Vinbonden fortælle? Besøg Modavi

Hos Modavi har de en tankkapacitet på 21.000 liter, og de tapper 400 flasker vin i timen.

Der er en helt særlig stemning på Vingården Lindely, hvor Modavi har sin vinproduktion. I et bakket terræn spreder vinmarkerne sig i lange rækker gennem landskabet, og VinBonden går forrest for at vise vej, fortælle om planterne, om markarbejdet og om at være vinbonde her langt mod nord.

Fra vinmarkerne går turen ind i Vineret, hvor det syder og bobler i tankene, og hvor duften af vin, der gærer, ikke er til at tage fejl af. VinBonden skifter hat, slår ud med armene og fortæller om smage, dufte og farver, mens lytterne får lov at stikke næsen i de mange træfade og snuse til vinen.

Det bliver dog ikke kun ved snusningen, for til sidst åbner VinBonden et par flasker vin, så alle kan smage, hvorfor Modavi igen og igen vinder priserne for Danmarks bedste vin.

 

→ Læs mere her ←

 

Avatar
Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.