Hotdogkursus i Aarhus – En ristet med det hele


i ViGlemmerDetAldrig

Birks Køkken ligger på Sydhavnen i Aarhus i lokaler, der tidligere har været et gammelt testlaboratorium for en sojafabrik. I dag danner lokalerne rammer for bl.a. madskolen, hvor min veninde og jeg forleden tog på hotdogkursus. Det var en grå og trist søndag formiddag, så det passede helt perfekt med at bruge dagen på at lære at lave god mad og hygge os.

 

Alt er hjemmelavet

Da vi ankommer, er alle de andre kursister kommet, så vi skynder os hurtigt ind og finde en plads. Dagen starter med en præsentation fra Benjamin, som står bag madskolen og skal stå for hotdogkurset i dag. Han fortæller, hvad Birks Køkken er for noget, og hvad vi skal bruge dagen i dag på – hotdogs! Vi skal lære at lave den folkekære klassiker helt fra bunden, så vi bliver inddelt i mindre hold på ca. 4-6 personer, hvor hvert hold har ét ansvarsområde. Der er altså en lille smule pres på, men Benjamin lover at hjælpe til undervejs, hvis det bliver nødvendigt.

 

Vi skal alle lave hjemmelavede pølser og enten lave ketchup, remoulade, pølsebrød, løg, syltede agurker eller sennep.

Løg, løg og atter løg

Min veninde og jeg ender på løgholdet. Vi har ansvaret for de (meget vigtige) ristede løg, der skal oven på vores hotdogs. Jeg har altid været virkelig glad for ristede løg, så da Benjamin fortæller, at man jo er nødt til at smage på dem undervejs, er jeg meget tilfreds med mit løghold.

Glæden aftager lidt igen, da det går op for mig, at vi jo også skal skrælle og skære dem. Og der er altså mange løg, skal jeg lige hilse og sige. Men vi er jo fire på holdet, så vi får gang i en god form for samlebånd. To skræller og skærer, en dypper i mælk og mel og en står for frituregryden.

Samlebåndet fungerer så godt, at vi faktisk ender med at skære og lave for mange ristede løg, så der ryger lidt til smagsprøver i svinget. De er også populære blandt de andre på kurset.

 

Selv pølserne er hjemmelavede

Men en hotdog er jo ikke kun ristede løg, der er jo også en pølse, og den skal vi også selv lave. Jeg tænker måske, at vi får noget hakket fars, som skal krydres lidt og så stoppes, men nej.

Ind kommer Benjamin med bakker fyldt med stykker af kød, som vi hver især får lov at hakke til fars i en smart maskine, der står i køkkenet. Derefter skal farsen krydres, og så starter det svære.

 

 

Vi skal nemlig selv stoppe pølserne, og det er ærligt talt begrænset, hvor meget erfaring nogen af os har på det område. Vi har lidt startvanskeligheder, men det lykkes til sidst, og vi får igen gang i et samlebåndssystem.

Pølserne får deres rigtige størrelse ved at man tager fat det sted, man synes, den skal stoppe, klemmer sammen og så snor man.

Det er sværere, end man lige skulle tro, og vi ender da også med, at et par af pølserne får en lille revne, når vi vil sno dem, men alt i alt er vi alle tilfredse med vores pølser – selvom de ser meget hjemmelavede ud.

Derefter koger og steger alle holdene deres pølser, og så er vi klar til fællesmiddag.

 

 

Den helt perfekte hotdog

Der er dækket fint op på bordene, så vi sætter os ned ved bordene og laver vores helt egen perfekte hotdog, mens vi får en øl. Normalt synes jeg ikke, hotdogs er noget særligt – jeg synes faktisk tit, brødet kradser i halsen, fordi det er så tørt, men de her er virkelig gode. Brødet er nybagt og blødt, pølserne er godt krydrede og løgene er – hvis jeg selv skal sige det – helt perfekte. Også ketchup, remoulade og sennep smager meget bedre, når det er hjemmelavet.

 

 

Jeg er helt færdig med at spise hotdogs fra pølsevogne og tankstationer. Vi får tilsendt opskrifter efter kurset, så jeg skal kun have hjemmelavet fra nu af! Selvom jeg måske snyder lidt og køber pølserne færdig-stoppede, så jeg ikke behøver at finde plads til sådan en maskine.

 

 

Vil du også prøve kræfter med et hotdogkursus hos Birks Køkken i Aarhus?

Book oplevelsen her

 

Nanna Cathrine Jensen

Jeg arbejder med at sprede de gode oplevelseshistorier hos DuGlemmerDetAldrig. Vi har alle fortjent uforglemmelige oplevelser – gennem historier og guides gør jeg det nemmere at komme afsted :)