Efterårsferie i Aarhus


i Guides

Når sommeren er på retur, og træerne begynder at smide bladene, så de ligger i lysende gule og røde klynger i landskabet, er efteråret for alvor sat ind. Vejret kan være truende med blæst og regn, men nogle dage kan det også føles forårsagtigt, hvis man finder en lille plet med sollys og et tæppe. Men selvom man kan finde sådanne små sommerpletter rundt omkring, så er sommerferien for længst krydset af i kalenderen, og juleferien er ikke rundt om hjørnet før om nogle måneder.

 

🍂 Holder du efterårsferie i Aarhus? 🍂

Se alle oplevelser

 

Derfor er det heldigt, at efterårsferien sætter ind, så vi kan nyde den sidste sol eller rykke sammen inden for med stearinlys og varme sokker. Har du planer om at holde efterårsferie i Aarhus? Så tag et kig på listen her. Der er både indendørs hygge og naturoplevelser på programmet, så du uafhængigt af, hvordan vejret arter sig, kan opleve efterårsferien i Aarhus.

 

🍂 Fra Aros til Highlanders

ølhaner

Tag på en spændende byvandring gennem Aarhus & slut dagen på Highlanders.

Tag på byvandring gennem det gamle Aros med de skæve husmure og stejle tage, mens du opdager, hvordan moderne byggerier og stålfacader blander sig og former det Aarhus, vi kender i dag. Fra Aarhus går turen til England eller nærmere bestemt Highlanders Bar, et lille stykke britisk kultur i hjertet af Aarhus, hvor der serveres øl og fish ’n’ chips som på pubs’ne i England.

 

Læs mere om byvandring

Læs mere om Highlanders

 

Du kan også… besøge troperne i Væksthusene, hvor den trykkende, fugtige varme og de flagrende sommerfugle sender dig direkte til varme himmelstrøg. Tør du klatre til tops i Tropehuset? Hvis du gør, kan du opleve træerne og de eksotiske planter fra oven og få udsigten over hele junglen. Der er gratis adgang, og bagefter kan du spise madpakker i Botanisk Have og opleve planter, der tåler kulde noget bedre end de tropiske.

 

🍂 Mad over bål i Mols Bjerge

Brug en dag i efterårsferien i Mols Bjerge.

I 2009 blev Nationalpark Mols Bjerge indviet, og med sine 180 km.2 breder parken sig fra kystnære strækninger med havet som nabo og til dybe skove. Så tag ind i skoven for at lære mere om livet i nationalparken, om urterne, blomsterne og dyrene og lav mad over bål, mens bladene daler omkring dig som gul og rød konfetti. Efter et par timer under åben himmel med røde kinder og bålmad, kan du køre videre ud i Mols Bjerge og bestige kæmpebakkerne på 137 meter eller bare finde en plet med læ, hvor du kan få en kop varm kakao.

 

Læs mere

 

Du kan også… udforske det værktøj, som fortidens videnskabsmænd brugte og se en af Danmarks første computere på Steno Museet. Du kan blandt andet opleve, hvilke redskaber lægen og tandlægen brugte for 100 år siden, røntgenudstyr og en ambulance trukket af heste. Der er gratis adgang for børn på Steno Museet.

 

🍂 Ginsmagning på Njord Gin Distellery

njord gin bartender

Njord Gin er det første destilleri i Aarhus i mere end 100 år.

Njord Gin fremstiller håndlavet gin og i små mængder, der tappes på nummererede flasker. Her nørdes gin og med afsæt i den danske natur bliver der eksperimenteret med havtorn, blåbær, gran og lyngblomst for at få de bedste smagsnuancer frem. Under smagningen får I historien om, hvordan makkerparret Troels og Lars Toke fik idéen til at åbne det første destilleri i Aarhus i mere end 100 år og hvorfor den nordiske gud Njord, der er frugtbarhedens og havets gud, skulle lægge navn til destilleriet.

 

Læs mere

 

Du kan også… tage en tur ned på dit lokale bibliotek for at låne en stak bøger, du kan læse i efterårsferien. På Risskov Bibliotek har de en køkkenhave, hvor du kan læse de lånte bøger i det fri, og er du haveglad kan du kvit og frit få din egen lille have derude. Tager du en tur på DOKK1 er der en masse aktiviteter i efterårsferien, men du kan jo også nøjes med frokost i caféen og en tur på legepladsen bagefter.

 

🍂 En hyggelig dag i kajak

kanotur på gudenåen

Pak tasken til en tur i kajak.

Måske forbinder du ikke lige efterårsferien med kajakture, men faktisk er det tit lunt, når efterårsferien melder sin ankomst i kalenderen, så du kan trygt bevæge dig ud i naturen. På turen bevæger du dig hurtigt over et langt stykke, men de glidende bevægelser fra årerne og vandet gør det ikke til en hård, actionfyldt tur. I stedet er der tid til hyggesnak og til at kigge ind på bredden, hvor landskabet glider forbi og træerne i skovkanten står med lysende gule blade.

 

Læs mere

 

Du kan også… møde istidens kæmper på Naturhistorisk Museum. Hvor stor var mammutten egentlig? Hvordan mon sabelkatten så ud? Og havde det uldhårede næsehorn virkelig så stor en manke? Svarene findes på Naturhistorisk Museum, og når du er færdig med at “fryse” i istiden, kan du tage videre til Afrika for at opleve savannens dyr helt tæt på eller give dig i kast med nogle af de andre udstillinger og aktiviteter museet byder på i efterårsferien. Der er gratis adgang for børn.

 

🍂 Into the wild med Gourmensch

Into-the-wild-med-gourmensch

Gourmensch laver gourmetmad over bål.

Der er friske råvarer, brænde og god smag på programmet, når Gourmensch fyrer op under bålene. For selvom der er efterår i luften, kan man godt lave mad under åben himmel. Er du i tvivl? Så mød op og bliv overbevist, når duftene begynder at brede sig og du sætter tænderne i de første lune mundfulde.

 

Du kan også… gå på opdagelse i Den Gamle By, der er et levende museum, hvor du kan få et helt særligt indblik i, hvordan det var at leve for både 50 år, 100 år og 200 år siden. Oplev de historiske butikker, snak med smeden, boghandleren eller køb et ”hindbærbrød” til 8 kroner hos bageren. Det er også værd at besøge den interaktive udstilling under jorden ”Aarhus fortæller” om udviklingen fra vikingebyen Aros til kulturbyen Aarhus. Der er gratis adgang for børn, og er du til eventyr, kan du få en skattejagt til ungerne i receptionen og sammen udforske de mange kroge i Den Gamle By.

 

🍂 Kør gokart hos Racehall Aarhusgokart i viby

Speederen i bund!

Hvis skyerne truer med at regne ned over dig og dine planer om efterårsferie i Aarhus, er det heldigt, at Europas største gokartbane ligger i Aarhus. Banen er 1000 meter lang og har en bredde på 13 meter, så der er plads nok at udfolde sig på. Er du nervøs for svingene? Så husk, at asfalten på banen indeholder mere gummi end almindelige veje, så du får et meget bedre vejgreb. Er du klar til køredragt og hjelm nu? Der er kun 1000 meter fra GO til sejrsskamlen.

 

Læs mere

 

Du kan også… tage en tur i Moesgaard Skov, sparke til blade og lede efter kastanjetræer. Hvis du er heldig at finde et så fyld lommerne med kastanjer og tag hjem i varmen til en kop kakao og hyg dig med at lave de sjoveste kastanjedyr. Desuden er et besøg på Skovmøllen også altid hyggeligt – selv på kold efterårsdag.

 

🍂 Efterårsferie i Aarhus er hyggeferie

Der er også hyggeligt i Den Gamle By i efterårsferien.

Ferietid er for det meste hyggetid. Man får lige det ekstra overskud, man ofte mangler i hverdagen til at samle venner og familie til oplevelser og gode snakke. Måske en middag eller en god film i fjernsynet med popcorn og dyner i sofaen? En oplevelse kan være mange ting og nogle gange skal der ikke så meget til, at vi husker lige præcis det øjeblik som noget særligt. Det vigtigste ved oplevelser er jo, at vi husker at dele dem med hinanden.

God efterårsferie!

 

🍂 Er du klar til efterårsferie i Aarhus eller er du stadig på jagt efter oplevelser? 🍂

Se flere aktiviteter til din efterårsferie i Aarhus

 

Avatar
Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.