De 10 mest unikke hoteller i verden


i Inspiration

Her på redaktionen dagdrømmer vi lidt om at få en helt usædvanlig og uforglemmelig rejseoplevelse, som gerne må differentiere sig fra den sædvanlige charterferie til Mallorca eller Thailand. Vi har fundet en række hoteller, som alle adskiller sig fra det typiske hotel på hver deres unikke måde og her får du vores top 10:

Miljøcertificeret luksus

På denne naturskønne, privatejede halvø langs Smaragdkysten i Brasilien finder du det luksuriøse resort Ponta dos Ganchos med kun 25 bungalows. Her er du sikret en fredfyldt tid, da resortet er forbeholdt voksne over 18 år, hvilket gør det til det ultimative get-away for fx brudepar. Udover at kræse for gæsterne med excellent service og moderne faciliteter er der lagt stor vægt på at beskytte miljøet, hvilket har ført til en ISO miljøcertificering.

Ponta Dos Ganchos luksus resort BrasilienFoto: Ponta dos Ganchos

En boblende fornemmelse

Attrap’Revês, i Frankrig, er din chance for at forfølge drømmen om at sove under åben himmel og nyde det fulde udsyn til den smukke stjernehimmel med din udkårne ved din side –  uden irriterende myg og andet kravl. Du sover i en helt gennemsigtig boble med adgang til en stjernekikkert, så du kan få den fulde oplevelse af at sove under stjernerne.

Den smukkeste natur

Dette naturskønne spot på Bali er en oplevelse ud over det sædvanlige. Hotellet, Hanging Gardens, er bygget direkte på en klippevæg i den frodige jungle og gør det muligt at skabe infinitypools med den vildeste udsigt til alle hotellets suiter og villaer. Hotellet er indbegrebet af luksus og romantik og tilbyder de perfekte rammer for bryllupsrejsen.

Hanging Gardens på BaliFoto: Hanging Gardens Ubud

Højt på en gren

Den ultimative overnatning for naturelskeren finder du i Spanien, hvor Cabanes als arbres tilbyder overnatning i træhytter, hvilket ikke i sig selv er noget unikt. Det unikke er, at træhytterne hænger oppe mellem grenene på store smukke træer, så du kommer helt tæt på naturen.

Cabanes als arbres - sov i træhytter i trætoppeneFoto: Cabanes als arbres

Sov under havets overflade

I havet ved Fiji øerne ligger Poseidon Resorts nedsænket mellem koraller og alverdens farvestrålende fisk. Her bor du med samme komfort og luksus, som på ethvert andet 5-stjernet hotel, blot med den lille forskel, at her har du døgnet rundt frit udsyn til dyrelivet i det krystalklare vand. Resortet er så eksklusivt, at du skal skrives op på en venteliste for at komme i betragtning som gæst, så det er med at registrere i god tid, hvis du vil sikre dig en overnatning til bryllupsrejsen.

En kølig modtagelse

Der findes efterhånden en del is hoteller rundt omkring, men ikke desto mindre, så synes vi, det er en enestående type overnatning, som stadig er på bucket listen. På Hotel of Ice i Rumænien tilbydes du både overnatning, mulighed for at spise på is restaurant samt en kirke i is, hvor du og kan sige “ja” til den eneste ene.
Ishotel i RumænienFoto: Chris Burton

På vulkaner

Med en spektakulær udsigt til tre vulkaner ligger Casa Palopó smukt placeret ud til søen Atitlan i Guatemala. Den rå og upolerede natur danner rammerne for en luksuriøs oplevelse, hvor du vælger, om du vil bo i en lækker suite eller din helt egen private villa. Det er da en udsigt, der er værd at rejse langt for at opleve.

Casa Palopo hotel Foto: Casa Palopó

Huleboer for en nat

De spektakulære grotter, Grand Canyon Caverns, ligger på Route 66 og udgør en god base for at tage på eventyr til de omkringliggende oplevelser som fx river rafting på Colorado floden eller et besøg til de smukke Supai vandfald. Book en anderledes overnatning 60-90 meter under jordens overflade i USAs største, tørre grotter. Altså hvis du tør, det siges at grotterne er hjemsøgte.

Grand Canyon Caverns - overnat i grotter 60-90 meter under jordenFoto: Grand Canyon Caverns

Et gran salt

Og lidt til, for på Palacio de Sal i Bolivia er alt støbt i salt, både selve hotellet samt flere af møblerne , hvilket gør det til et helt unikt sted. Det unikke hotel har blot 16 værelser og har flere gange været nævnt i forbindelse med de mest usædvanlige hoteloplevelser i verden.

Palacio de Sal et hotel bygget i saltFoto: Palacio de Sal

Vi vil se giraffen

Dette historiske hotel, Giraffe Manor, i Nairobi er et af de eneste hoteller i verden, hvor girafferne kommer til dig – ikke omvendt. Du skal ikke blive forskrækket, hvis en giraf stikker hovedet ind ad vinduet med forventning om at få en lille snack, det er hverdag på dette skønne boutique hotel, der ligger placeret midt i et naturskønt, privatejet område.

Giraffe Manor Foto: The Safari Collection

Hvilket hotel drømmer du om at besøge?

Har du haft en helt unik hoteloplevelse, som du har lyst til at dele, er du velkommen til at lægge en kommentar til os og de øvrige læsere. Vi er altid glade for at modtage tips til spændende destinationer.

Avatar
Kandidatstuderende i retorik på AU med et dejligt studiejob hos DuGlemmerDetAldrig.