Udsigt til noget særligt – Anmeldelse af Bridgewalking


i Inspiration, Interview

En solstribe bryder igennem trætoppene, og danser ned gennem grenene, ned mellem menneskene, der står samlet i små grupper. Skyerne spreder sig, samler sig og afslører en gang imellem små, blå pletter på sensommerhimlen. Vinden kilder på kinden, ikke meget, men lige nok til, at den kan mærkes. Det er perfekt vejr til bridgewalking, lyder det fra en af guiderne, der går rundt mellem menneskemængden. Ikke for varmt, ikke for koldt. Ikke for regnfuldt, ikke for solrigt. Bare helt tilpas.

 

Hvad er bridgewalking?

Bridgewalking er en brovandring over den gamle Lillebæltsbro, der udgør bindeleddet mellem Jylland og Fyn. Broen blev indviet i 1935, men er stadig aktiv i dag, og bliver dagligt brugt af biler, toge, cyklister og gående.

Siden 10. maj 2015 har det været muligt at prøve bridgewalking i 60 meters højde på den gamle Lillebæltsbro – og det er tilmed den eneste af sin slags i Europa. I sommerperioden 2018 prøvede 500-600 mennesker dagligt Europas eneste bridgewalkingoplevelse, og vil du følge i deres fodspor, så book din tur nu.

Før du tager af sted på brigdewalking kan du læse vores anmeldelse af oplevelsen i nærværende artikel.

 

Lommerne tømmes

I baggrunden høres en skrabende lyd, riitsj-kling, riitsj-kling, men det er svært at definere, hvad det er eller hvor lyden kommer fra. Riitsj-kling. Som stål, der skurrer mod stål. Ikke på en hvinende, ringende måde, men mere som en metallisk sang, der bliver sunget et sted højt oppefra.

 

En flok kollegaer samles i en gruppe og en høj latter sendes ud i luften. Den ene dunkes i ryggen, sådan som kun mænd dunker hinanden i ryggen, når de er lidt usikre på, hvad der skal ske. De sikre håndtryk skiftes ud med svedige håndflader. og selv sælgeren med det kølige overblik må indrømme, at sommerfuglene har spredt deres vinger i maven.

 

Velkomstcentret. Det er her, turen begynder. Her bliver den grå bridgewalkingdragt, der skal bæres under turen, udleveret, her bliver en walkie-talkie installeret, så alle kan høre guiden fortælle og her bliver sikkerhedsinstruktionerne gennemgået. Ingen løse genstande, ingen kameraer, ingen telefoner. Intet andet end dig. Riitsj-kling.

Når lommerne er tømt, og dragterne har lukket sig forsvarligt om både store og små maver, begynder stilheden at sænke sig. De højrøstede dæmper sig, drillerierne bliver mindre og bag de mange øjne, der kigger frem på guiden, kan man spotte dem alle. De nervøse. De spændte. Dem med højdeskræk. Dem med høje forventninger, dem med lave forventninger. De forelskede. De nysgerrige. De er her allesammen, og nu sætter guiden i gang. Riitsj-kling.

 

Et ældre ægtepar tager hinandens hænder, sender et smil fra den ene til den anden. Øjnene lyser af spænding. Det er nu, NU turen op begynder.

 

En stålgrå konstruktion

Lillebæltsbroen kan ikke ses fra samlingsstedet, og det er næsten et dramatisk virkemiddel at vide, at den ligger derude et sted gemt væk bag trækronerne. Der er 500 meter fra samlingsstedet til broen, og turen derhen foregår i ly af træerne, der som en tæt dyne, lukker sig omkring guiden og den lille flok, som bevæger sig afsted.

Undervejs fortæller guiden bidder af den lange historie, broen har med sig, og langs stien er der billeder af arbejderne, der byggede broen. Det er mænd med overskæg og overalls. Beskidte og med blikket stift rettet mod kameraet, i gang med arbejdet eller fanget i en pause. Riitsj-kling. Riitsj-kling. Den gang var der ikke mange sikkerhedsprocedurer, og hvem ved, hvad de havde syntes om, at der alene i 2018 sendes knap 60.000 gæster op på broen i fuldt sikkerhedsudstyr og for deres fornøjelses skyld? Man kan næsten se, hvordan folkene på sort-hvid-billederne sender hinanden skælmske blikke ved tanken.

Pludselig slår stien et sving mod højre, og der i mellem alt det grønne vokser en enorm buekonstruktion frem. Buer så store, at de sprænger rammerne for, hvad øjet kan optage i ét blik, så det må vandre frem og tilbage et stykke tid for at forstå, hvad det ser. Riitsj-kling. Træerne står som små spirer under hvælvingerne, og lyden af skurrende stål vokser sig større. Her har vi så den gamle Lillebæltsbro, lyder det fra guiden, og det må man sandelig sige, at den er. Som et enormt dyr fra fortiden, er den dukket frem fra skoven, og står nu og stirrer dig direkte ind i øjnene. Riitsj-kling.

 

Første stop: Fortrydelseszonen

De første trin på trappen mod toppen bliver ikke taget i rask trav. De er målrettede og fokuserede for ærefrygten over for det store fortidsdyr dybt inde i skoven, har forplantet sig i gruppen. En bid af Lillebælt kan skimtes mellem buerne, og under gangbroen bliver træerne mindre og mindre og minder alle om, at der er langt ned nu men samtidig også langt til toppen.

 

Jeg må da indrømme, at jeg fik lidt svedige håndflader.

– Nyudklækket bridgewalker

 

Det er i dette limbo over træerne, men stadig før gruppen er i niveau med vejbanen på broen, at der gøres holdt. Fortrydelseszonen bliver stoppet kaldt. Det er her, at dem med højdeskrækken kan stige ned igen og lade resten af gruppen fortsætte turen rundt på broen. Det er sidste mulighed for at sige nej tak og blive koblet til en anden skinne, der fører én tilbage til landjorden. Når først fortrydelseszonen er passeret, er det mere besværligt, hvis man fortryder. Så skal hele holdet nemlig med tilbage.

Fortrydelseszonen er turens sværeste punkt, for det er her, at højden fornemmes stærkest. Det er træernes skyld, fordi de afslører, at gruppen nu er højere oppe end trækronerne. Det er sådan noget, der kan tricke højdeskrækken og gøre røde kinder hvide, men alle vil med op, smilene vokser og guiden forsætter turen. Riitsj-kling. Den næste i gruppen følger. Riitsj-kling. Og den næste. Riitsj-kling. Riitsj-kling. Riitsj-kling. Indtil alle er blevet en del af broen.

 

De 2 millioner bolte

Riitsj-kling. Lyden af folk, der fastgøres til broen. Lyden af bridgewalkere på vej. En fod foran den anden. Frem og op i gåsegang som bjergbestigere, snor gruppen sig rundt på gangbroerne og trapperne, og jo højere man kommer op, jo mere luft og udsigt, strømmer der folk i møde, og man mærker, hvordan det store, stålgrå fortidsdyr ikke er så vildt som ved første øjekast.

Lillebælt strømmer forbi 60 meter under broen, og vandet er klart og krusende, så både gopler og marsvin ses tydeligt. Mågerne kredser om en kutter, der lægger til land og coastere, skonnerter og små sejlbåde glider forbi i vekslende fart. Riitsj-kling. Riitsj-kling.

 

En enkelt lukker øjnene og læner sig op ad broen, lytter og smiler og mærker kontrasten mellem solens varme og kulden fra stålet.

 

Den høje, slanke bygning derude er Kolding Sygehus, fortæller guiden, og nævner i samme sekund, at det er 30 kilometer væk. Langt ude lurer et regnvejr, men over Lillebæltsbroen sender solen sine stråler ned. Teknik, historie og udsigt blander sig, og gruppen tager imod. 2 millioner bolte holder broen sammen. Riitsj-kling. Jordbundsforholdene besværliggjorde byggeriet af broen. Riitsj-kling. Christian d. X indviede den. Riitsj-kling. Fortællingerne flettes ind og ud mellem hinanden, og man fornemmer, at den gamle Lillebæltsbro ikke kun er et bindeled mellem Jylland og Fyn. Den er også kultur. Et møde mellem fortid og nutid. Et monument. En udsigt til noget særligt.

 

Ned igen

Turen rundt på broen er 2 kilometer lang, men de mange stop undervejs giver mulighed for at suge indtryk til sig og bare nyde udsigten, der strækker sig langt, langt, langt ind over både Fyn og Jylland. Langt længere end man kan forestille sig fra landjorden, og synet af Bæltet, der slynger sig som en kile mellem øen og fastlandet og bare fortsætter som en blå snor langt ud i horisonten skaber perspektiv.

 

Bridgewalking er god terapi. Min højdeskræk forsvandt i hvert fald. Ej, det var grænseoverskridende men sindssygt fedt, når det er overstået!

– Nyudklækket bridgewalker

 

Et tog kommer raslende forbi og sender vibrationer gennem stålet. Det snurrer let, og et par begejstrede hvin sendes gennem luften, men gruppen med guiden i spidsen er også ved at være nede nu, og oplevelsen sitrer mellem folk. De små kommentarer vender tilbage i takt med, at hænderne holder mere afslappet om gelænderet, og med ét forstærkes stållyden igen. Riitsj-kling. Det er tid til at koble sig fra broen, så andre kan stige op. Riitsj-kling. Riitsj-kling.

 

Farvel til fortidsdyret

Så gruppen vender ryggen til fortidsdyret, og går tilbage til nutiden, hvor det hele begyndte. De nervøse blikke er skiftet ud med triumferende smil, og latter og lettelse blander sig med stemmerne, der diskuterer, snakker og fordøjer det, de lige har oplevet.

 

Udsigten er vild, men det var også spændende at høre historien om, hvordan man byggede skidtet.

– Nyudklækket bridgewalker

 

Riitsj-kling. Lyden af stål svirrer stadig i luften, men lyden har fået en mening. Den hører til et sted nu, for den er lyden af historiens vingesus, af svedige håndflader og spændte ansigter. Det er lyden af bridgewalkerens puls og broens bankende hjerte.

Riitsj-kling.

 

Har vores anmeldelse af bridgewalking givet dig lyst til at prøve det selv?

Læs mere om bridgewalking

 

Avatar
Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.