Tag på et afslappende weekendophold i Nordjylland

En efter en ruller bølgerne ind og skyller skaller og småsten op på stranden. Vinden bruser, og en kraftig saltduft hænger i himlen, der med et blåligt skær rejser sig fra horisonten. I klitterne vejrer marrehalmen, men den tyndes langsomt ud jo længere ind i landet, du kommer. I stedet vokser lyngen frem og heden folder sig ud i et lilla flor, strækker sig og bliver til grønne marker med skove.

Sådan ser det nordjyske landskab ud. Kontrastfyldt, foranderligt og smukt.

Vil du gerne opleve den nordjyske natur, kultur og gastronomi på nærmeste hold, skal du læse med her. Vi har fundet 10 af de bedste weekendophold i Nordjylland og samlet dem til dig i guiden, du læser nu, så du kan komme på et afslappende getaway.

Til sidst i guiden har vi fremhævet nogle af de oplevelser, du ikke må gå glip af, når du besøger Nordjylland på et weekendophold.

 

10 weekendophold i Nordjylland

Der venter god mad & naturoplevelser på et weekendophold i Nordjylland.

I Nordjylland finder du de brede, børnevenlige sandstrande, hvor det hvide sand skinner om kap med skummet på bølgerne, der skyller ind mod bredden. I klitterne ligger badehotellerne med et strejf af romantik og rolig sommerfølelse, mens byerne brummer af kulturliv, hyggelige gader og kaffe på caféerne.

I havnebyerne sejler skibe ind med lasten fyldt af fisk og skaldyr, så familier må stimle sammen på kanten af kajen for at kigge på dagens fangst eller bare nøjes med at vinke til skipperen og slentre videre langs havnemolen med en is i hånden.

Det er her i Nordjylland, at surferne mødes i Klitmøller, at Danmarks 4. største by Aalborg er hovedstad og det berømte og sagnomspundne Skagen som kronen på værket lokker turister til år efter år.

Har du lyst til at opleve det charmerende Nordjylland, har vi samlet en række gode tilbud på weekendophold til dig herunder.

Rigtig god fornøjelse.

 

1. Hotel Thinggaard

📍 Jernbanegade 5, 7760 Hurup Thy

På Hotel Thinggaard får du både et weekendophold med wellness & god mad i Nordjylland.

I skyggen af Nationalpark Thys storslåede natur ligger Hotel Thinggaard. Her åbnes dørene dagligt ud mod den vilde natur, når kokkene henter urter i nationalparken og råvarer hos små, lokale producenter. Det er nemlig et centralt omdrejningspunkt i hotellets køkken, at maden har et bæredygtigt afsæt, der giver dig den særlige smag af Thy.

 

LÆS OGSÅ: Ophold på Hotel Thinggaard med morgenbitter & koldtvandskar

 

På Hotel Thinggaard er det ikke kun den gode mad, du kan se frem til, for hotellet har et samarbejde med Sydthy Kurbad, der ligger få meter længere nede af gaden. Det giver dig mulighed for et par timer med afslappende wellness før, at du kan gå til bords i Thinggaards restaurant.

 

Vis mig prisen

 

2. Hotel Amerika

📍 Amerikavej 48, 9500 Hobro

Der er god mad & smuk natur på Hotel Amerika.

Omgivet af Østerskovens tætte trækroner ligger Hotel Amerika midt i den grønne natur. Turen til Mariager Fjord, hvor det blå vand bølger, kan tages til fods og der er også mulighed for at fortsætte turen videre til Hobros hyggelige havn.

 

LÆS OGSÅ: Den røde tråd – Besøg Hotel Amerika

 

Hotellets restaurant, Restaurant Uafhængig, har en ambition om at blive en af Nordjyllands bannerførere på det gastronomiske landkort, så her serveres mad på et niveau, der vil begejstre selv den kræsne kender.

 

Vis mig prisen

 

3. Himmerland Golf & Spa Resort

📍 Centervej 1, 9640 Farsø

Nyd et weekendophold med wellness i Nordjylland på det kendte golfresort.

Himmerland Golf & Spa Resort giver dig mulighed for at kombinere dit weekendophold i Nordjylland med wellness og aktive oplevelser. Resortet er kendt for at have nogle af Danmarks bedste golfbaner, hvor blandt andet den internationale golfturnering Made in Danmark bliver afholdt.

Efter nogle timer på greenen, tennisbanen eller med en gåtur i området, kan du slappe af i Nordic Spa. Lad roen sænke sig i de lyse omgivelser, lyt til vandet, der bruser omkring dig eller bestil en spabehandling for at fuldende oplevelsen.

 

Vis mig prisen

 

LÆS OGSÅ: Himmerlands Vestkyst – Oplev kontrasterne i Vesthimmerland

 

4. Hvalpsund Færgekro

📍 Sundvej 87, 9640 Farsø

Der er udsigt over Limfjorden fra Hvalpsund Færgekro.

Limfjordens rolige bølger blinker kun få minutters gang fra Hvalpsund Færgekro, der ligger med udsigt over vandet. Kroen er en af Danmarks ældste, men selvom stedet langt fra er nyt i lokalområdet, er det stadig her, at de lokale mødes til festlige begivenheder. Den gode mad og den hyggelige krostemning er nemlig det, der samler folk her på kanten af limfjordslandet.

 

Vis mig prisen

 

5. Rold Storkro

📍 Vælderskoven 13, 9520 Skørping

Der er en flot udsigt fra restauranten på Rold Storkro.

Træernes tunge kroner svajer brusende i vinden og sender lyden af løvets raslen ud over Rold Storkro, der dukker op midt i alt det grønne. Naturen er helt tæt på og lige gyldigt, om du besøger kroen i sommersolskin eller på en frostklar vinterdag, får du en helt særlig naturoplevelse.

I restauranten tårner store panoramavinduer sig op, så du også her kan nyde udsigten over området, hvor åen strømmer forbi og dådyrflokke samler sig i græsset foran kroen.

 

Vis mig prisen

 

6. Slettestrand

📍 Slettestrandvej 140, 9690 Fjerritslev

På Slettestrand får du et aktivt weekendophold i Nordjyllands natur.

På Slettestrand får du et weekendophold i Nordjylland med kun 200 meter til Vesterhavet, så er du frisk, kan du begynde dagen med en tur i bølgerne. Efter sådan en dukkert er du uden tvivl frisk nok til at hoppe på mountainbiken og køre ud på de 35 kilometer opmærkede MTB-spor, der har ry for at være blandt Danmarks bedste.

Efter turen kan du slappe af i saunaen eller varmtvandsbassinet, mens du kigger ud over Vesterhavet, inden dagen sluttes af med hjemmelavet mad af lokale, økologiske råvarer.

 

Vis mig prisen

 

7. Læsø Kur

📍 Vesterø Havnegade 28, 9940 Læsø

Kombiner dit weekendophold i Nordjylland med wellness i Læsø Kur.

Det er en meget speciel oplevelse at træde ind i Læsø Kur. Andægtig får man næsten lyst til at sige. Og måske er det heller ikke så mærkeligt, for Læsø Kur ligger i den tidligere Vesterø Havnekirke. Det betyder, at både akustikken og lysindfaldene er noget helt særligt, og med det samme du træder ind i spahimlen, vil stemmen sænke sig, skuldrene falde på plads og hovedet koble af.

Alle bade og wellnessbehandlinger tager udgangspunkt i det salt, Læsø er så berømt for, og du får her fornemmelsen af at bevæge dig rundt i kernen af det, de nordiske kurbade er så kendte for; ro, natur og velvære.

 

Vis mig prisen

 

LÆS OGSÅ: Aktiviteter & oplevelser i Nordjylland

 

8. Svinkløv Badehotel

📍 Svinkløvvej 593, 9690 Fjerritslev

Fra Svinkløv Badehotel er der udsigt over Jammerbugten.

Siden 1925 har Svinkløv Badehotel ligget i yderste klitrække og begejstret gæsterne med en imponerende udsigt over Jammerbugten. Et besøg på dette badehotel giver dig mulighed for at koble helt af og nyde naturen, for på Svinkløv er der hverken wifi eller telefon på værelserne.

Maden laves af sæsonens råvarer og baseres på det, der trækkes op af jorden eller havet om morgenen. Det betyder, at menuen skifter fra dag til dag.

 

9. Ruths Hotel

📍 Hans Ruths Vej 1, 9990 Skagen

På Ruths Hotel får du et weekendophold i Nordjylland med 5-stjerner.

I Gl. Skagen ligger endnu et af de ikoniske badehoteller, hvor du kan nyde et weekendophold med wellness i Nordjylland. Med havets bølger som brusende baggrundsmusik har Ruths Hotel siden 1904 åbnet dørene til afslapning i de naturskønne opgivelser på toppen af Danmark.

I dag har badehotellet en lækker spaafdeling, du frit kan benytte under dit ophold, men mest kendt er stedet nok for sin gastronomi. Det er nemlig nogle af Danmarks bedste kokke, der søger mod køkkenet på Ruths Hotel og sørger for, at serveringerne holdes på et højt niveau.

 

10. Hotel Viking

📍 Frederikshavnsvej 70, 9300 Sæby

Besøg Hotel Viking til et weekendophold med wellness i Nordjylland.

Når du træder ind i wellnessafdelingen på Hotel Viking, bliver du overvældet af størrelsen. Hele 2700 m2 spreder spafaciliteterne sig over, og på toppen af det hele finder du en stor tagterrasse, hvor du kan læne dig tilbage i spabadet og kigge ud over Kattegat.

Vil du opleve Kattegat helt tæt på, er turen fra hotellet til vandet kun ganske kort, og det er oplagt at strække benene under besøget og gå en tur i strandkanten.

 

Se alle weekendophold

 

Oplev Nordjylland med et weekendophold

Find et dejligt hotel til et weekendophold i Nordjyllands spændende omgivelser.

Lyset. Det særlige lys. Det er det første, der møder dig, når du retter blikket mod et weekendophold i Nordjylland. Det er nemlig det lys, Nordjylland er så kendt for, og når du bevæger dig rundt heroppe på toppen af Danmark, føles det da også som om, at der er lidt højere til himlen.

Luften er lettere, vinden er kraftigere og solens stråler strækker sig gavmildt ned mellem skydækket. Nordjylland er nemlig det sted i Danmark, der har flest solskinstimer, og måske er det derfor, at man siger, at nordjyderne både er lune og rolige mennesker.

 

LÆS OGSÅ: Golfophold i Nordjylland – 5 populære ophold

 

Lune og rolige som Limfjordens bløde vand, der skyller tværs gennem regionen. Men du må ikke lade dig snyde. For du finder også en kant på dit weekendophold i Nordjylland, når Vesterhavet viser tænder og sender de skummende bølger i taktfaste rytmer ind mod kysten.

Nordjylland er fyldt med kontraster fra den barske vestkyst til de rolige have Kattegat og Skagerrak mod øst, og det er netop disse modsætninger, der gør, at det altid er en ny oplevelse at tage på et weekendophold i Nordjylland.

 

Kontrastfulde naturoplevelser

Store bølger & grønne marker – Nordjylland har det hele.

En flok hjorte springer gennem hedelandskabet, stopper op og løfter vagtsomt hovederne for at sikre sig, at de er alene. Ørne kredser på himlen og sender måske et skingert skrig ud i blæsten, som bærer ekkoet ud over vidderne. Ud mod Vesterhavet, op til Kattegat, ud mod Skagerrak.

Den nordjyske natur adskiller sig markant fra den natur, du finder andre steder i Danmark. Den indeholder nemlig på en og samme tid det bløde og det barske, det rå og det rolige, det frodige og det nøjsomme. Her kan bølgerne bruse kraftigt og lokke surferne ud i de store dønninger, men samtidig finder du også hvide sandstrande, hvor vandet skvulper roligt og børnene bygger sandslotte pyntet med muslinger.

Den store diversitet i naturen afspejler sig også i det rige dyreliv og i forbindelse med dit weekendophold i Nordjylland, kan du tage med på forskellige guidede ture for at opleve naturen på tætteste hånd. Du kan blandt andet tage på sælsafari, østerssafari og sanketur.

 

Smagen af Nordjylland

Det nordjyske køkken er stærkt forankret i den lokale natur.

Det nordjyske køkken er stærkt fundamenteret i det lokale og i naturen, og det er netop det, der gør gastronomien i regionen til noget specielt. Her tager kokkene konkret afsæt i lokale råvarer, samler urter i naturen og bruger omgivelserne aktivt i madlavningen.

De henter østers, muslinger, jomfruhummere og krabber i Limfjorden, får frisk fisk fra de store have, samler svampe i skoven og urter på heden. Det er derfor den rene smag af Nordjylland, der ligger foran dig på tallerkenen, når du sætter dig til bords på et af de mange spisesteder.

 

LÆS OGSÅ: Kom på muslingekogeskole ved Limfjorden

 

Det er ikke kun på tallerkenen, at du kan tage en bid af Nordjylland. Glassene fyldes også med lokale smage, og særligt er regionen kendt for kryddersnaps, akvavit og gin, der laves af vilde urter og planter. På Nordisk Brænderi laver de gin af lokale, vilde urter, der samles i den nordjyske natur. Du kan komme med på rundvisning i destilleriet, høre historier om tilblivelsen af de klare dråber og få smagsprøver undervejs.

Når du kører rundt i denne del af Danmark, vil du møde mange gårdbutikker, hvor du kan købe lokale specialiteter, frugt og grønt, du kan tage med tilbage til sommerhuset eller campingpladsen, hvis du altså ikke har valgt at tjekke ind på et hotel under dit weekendophold i Nordjylland. Står du meget tidligt op, kan du også købe fisk på fiskeauktionerne i de tidlige morgentimer og dermed skabe et lækkert, lokalt måltid til meget få penge.

 

10 ting du kan opleve i Nordjylland

1. Eventyr på Limfjorden i RIB-båd

2. Herregården Hessel

3. Grenen, hvor Kattegat & Skagerak mødes

4. Læsø Saltsyderi

6. Nordsøen Oceanarium, der er Nordeuropas største oceanarium

7. Spise friskfangede fisk & skaldyr

8. Nationalpark Thy

9. Skagensmalernes kunst på Skagens Museum

10. Kunstmuseet Kunsten i Aalborg

 

De gode tilbud på weekendophold i Nordjylland

Fandt du et godt tilbud på et weekendophold i Nordjylland?

Der findes mange gode tilbud på weekendophold i Nordjylland, og her i guiden har vi samlet en række gode idéer til dig, der gerne vil opleve denne del af Danmark. Derfor har vi også udvalgt en bred vifte af de forskellige typer weekendophold, du finder i Nordjylland, så du kan se, hvor mange muligheder der er. Her i guiden er du derfor både blevet præsenteret for weekendophold med fokus på wellness, gastronomi, natur, høj puls og lav puls.

Vi har valgt at fremhæve mange forskellige weekendophold i Nordjylland som en god deal for dig, så du har mulighed for at finde lige det ophold, du har brug for.

 

LÆS OGSÅ: Lyse nætter – Tag på ophold i Thy

 

Samtidig har vi også forsøgt at skabe en stor variation i forhold til priser, så det er muligt for dig at komme på et getway uden, at opholdet behøver at koste alt for meget. Derfor har vi i guiden også inkluderet nogle billige weekendophold i Nordjylland, hvor du får et godt ophold til prisen.

Vil du gerne se flere tilbud på weekendophold i Nordjylland, kan du se vores samlede udvalg herunder.

 

Find flere wekendophold her

 

Avatar
Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.