Seværdigheder på Sjælland


i Guides, Inspiration

 

Hvad er det første, du tænker på, når du skal foreslå seværdigheder på Sjælland?

– Den Lille Havfrue?

– Amalienborg?

– Gavnø Slot?

Det er som regel klassikerne, man først kommer til at tænke på, men der er faktisk mange nye seværdigheder på Sjælland, som også er et besøg værd. Vi har lavet en guide til dig, der gerne vil opleve nogle af de attraktioner, der findes på Sjælland, og vi tager dig både med forbi klassikerne, som turisterne flokkes omkring og de oplevelser, hvor du får lidt mere albuerum.

Vi har sørget for at samle et bredt udvalg, så både børn og voksne kan føle sig underholdt, og seværdighederne spænder vidt lige fra de gratis oplevelser på Sjælland til dem, der kræver en entrebillet.

Rigtig god fornøjelse!

 

10 seværdigheder på Sjælland

Sjælland er 7.031 km2 for at være helt præcis, og det giver faktisk Sjælland førstepladsen som Danmarks største ø. Det giver også en hel del plads, hvor både de gamle og nye seværdigheder kan placere sig. Når du skal planlægge en udflugt for at prøve nogle af de mange aktiviteter på Sjælland, vil du derfor hurtigt opdage, at der er et temmelig stort udvalg med langt flere forslag, end du kan nå at prøve på en enkelt dag eller en enkelt uges ferie.

Derfor bliver du nødt til at sortere i idéerne, så du kun står tilbage med de bedste seværdigheder på Sjælland. Til det formål kan en top 10 være et godt udgangspunkt, for den giver dig en idé om, hvad andre synes, er værd at køre efter. Derfor har vi samlet top 10 seværdigheder på Sjælland, som du kan kigge igennem inden, at du pakker picnickurven og kører afsted.

 

1. Byvandring mellem seværdigheder & attraktioner

📍 København

Tag på en byvandring mellem de mange seværdigheder.

Der er mange seværdigheder og attraktioner i hovedstaden, og den bedste måde at komme rundt og se dem alle sammen på er med en byvandring. Turen går blandt andet forbi Rådhuspladsen, Nyhavn, Christianshavn, Christiania og alle de andre ”must sees”, så du kommer langt omkring i Københavns historie.

 

Vidste du? Tårnet på Københavns Rådhus er en af de højeste bygninger i København. Tårnet er 105,6 meter højt.

 

Turen gennem byen byder på skæve historier, nye vinkler og gamle røverhistorier, der alle er med til at tegne billedet af København som en farverig og spændende hovedstad, hvor både konger og almindelige borgere har levet og boet gennem tiden.

Det kan være en god idé at tage en paraply eller et par solbriller med på turen – afhængig af vejret selvfølgelig – for byvandringen tager dig jo med rundt mellem de udendørs seværdigheder i byen.

 

Læs mere

 

2. Amager Strandpark & kitesurfing

📍 Amager

Kitesurfing er populært ved Amager Strandpark.

Om sommeren flokkes københavnerne omkring Amager Strandpark for at tage en kølig dukkert i havet eller slentre småsnakkende i strandkanten. Selv på de dage, hvor solen ikke skinner kraftigt, men vinden til gengæld har godt tag i bølgerne, er der også mennesker her: kitesurferne.

 

Vidste du? Amager Strandpark er en af de mest populære udendørs seværdigheder på Sjælland, og området besøges hvert år af over 1 million mennesker.

 

De jagter friheden i den gode bølge, der i samspil med vinden, kan bære dem ud over vandet med høj fart. Det ser legende let ud, men det kræver en smule teknik før, at du rigtig kan føle, du er ét med havet. Et lille kursus i kitesurfing kan derfor være en god idé før, at du selv kaster dig ud i bølgerne, men efterfølgende er du til gengæld helt klar til at kitesurfe.

 

Læs mere

 

3. Peter Beier Chokolade

📍 Helsingør & København

Uhm, chokolade.

Under den varme, caribiske sol gror kakaobønnerne, og selvom man kan synes, at koblingen mellem Caribiens sol og Sjællands seværdigheder ikke er åbenlys, så er der en sammenhæng. Det er nemlig her på Sjælland, at du kan træde ind i Peter Beiers forunderlige verden af chokolade. Du kan enten sætte dig til bords og begynde dagen med en chokoladebrunch eller slutte dagen med en chokoladetapas, men du kan også både smage og lytte til en chokoladesmagning.

 

LÆS OGSÅ: En verden af chokolade – Mød Peter Beier

 

Her får du lov til at tage med på en rejse fra chokoladen hænger på kakaotræerne som en grøn bønne, til den høstes og forarbejdes til spiseklar chokolade. Og det kræver ansvar! Derfor har Peter Beier købt sin egen kakaoplantage, hvor kakaobønnerne så vidt det er muligt dyrkes økologisk, og hvor hver enkel medarbejder uddannes og sikres gode arbejdsvilkår. Samtidig håndteres og høstes kakaobønnerne også varsomt, så de ikke mister smag inden, at de laves til chokolade. Håndlavet chokolade, vel at mærke.

For hos Peter Beier er chokolade ikke bare chokolade. Det er en lille bid af lykke, og du kan jo selv prøve, om du ikke også kan smage forskellen.

 

Læs mere

 

4. Copenhagen Distillery ved Christiania

📍 København

Besøg Copenhagen Distillery ved Christinia.

I en af de rå fabriksbygninger bag Christiania, der er en af de største turistattraktioner og seværdigheder på region Sjælland, finder du Copenhagen Distillery. Her er plads til kreative udfoldelser, eksperimenter og spændende smage, når der destilleres gin, snaps, likør og whisky. Og du kan selvfølgelig godt få lov til at smage!

Smagningen tager dig også med rundt i bygningen, så du kan se, hvordan processen foregår fra urterne udvælges til det færdige produkt tappes og hældes på flasker. Du kan også selv få lov til at trække i den hvide kittel og dykke ned i smagene for at lave din egen gin eller sammensætte flere smage på et cocktailkursus.

 

Vidste du? Christiania er Københavns 4. største turistattraktion.

 

Vil du opleve Sjællands seværdigheder uden alkohol i blodet, kan du svinge ind på Christiania, der ligger lige ved siden af Copenhagen Distillery. Her kan du opleve det særlige liv, der udspiller sig i fristaden, besøge kvindesmedjen, spise på Café Nemoland eller bare slentre mellem husene, der emmer af historie. Et besøg på Christiania hører desuden til blandt de gratis seværdigheder på Sjælland.

 

Læs mere

 

5. Sejltur i Københavns kanal

📍 København

Kanalrundfart er en klassisk seværdighed, hvor du får set de største attraktioner.

Den klassiske kanalrundfart er en god måde at opleve mange af Københavns seværdigheder på – fra Nyhavn til Den Lille Havfrue på Langelinie. Undervejs på sejlturen fortælles der anekdoter fra Københavns historie lige fra byens arkitektur til spændende søslag og andre begivenheder, der har haft indflydelse på, hvordan byen har udviklet sig frem til i dag.

Du kan hoppe om bord på båden og tage den traditionelle tur rundt i byen og se tingene fra vandsiden, men du kan også selv sætte dig bag roret og være kaptajn for en dag. Når du har kaptajnshatten på, bestemmer du selv, hvor turen skal gå hen og hvilke seværdigheder og attraktioner, du gerne vil opleve.

For selvom Den Lille Havfrue er fin, som hun sidder der på sin store sten, og selvom den Sorte Diamant glimter på kajen, kan det jo godt være, at du har lyst til at gribe det lidt anderledes an og se nogle af de seværdigheder, der ikke er de allermest besøgte.

 

Læs mere

 

6. Kragerup Gods

📍 Ruds-Vedby

Der er både klatring & afslapning på Kragerup Gods.

Naturen på Sjælland er en seværdighed i sig selv, for de store, grønne skove, havet, engene og alt det andet, udgør til sammen rige og spændende udflugtsmål, hvor både børn og voksne kan få nogle gode oplevelser. Kragerup Gods ligger midt i den sjællandske natur – og det kan du opleve fra toppen af træerne.

 

LÆS OGSÅ: Et ikke helt almindeligt hotel – Mød Kragerup Gods

 

Kragerup Gods var nemlig de første – ikke bare på Sjælland, men i Danmark – til at skabe denne type aktivitet: en aktivitetsbane i trætoppene. Er du modig, kan du tage turen 28 meter op i trækronerne eller prøve den 3,5 kilometer lange svævebane, der får både børn og voksne til at hvine af fryd. En dag med go high-klatring i parken på Kragerup Gods er en sjov og udfordrende aktivitet, der kan tilpasses den enkeltes behov og niveau, så nybegyndere og garvede klatrere kan få en god dag sammen.

 

Vidste du? Kragerup Gods ejes i 8. generation af familien Dinesen, der er i familie med den berømte forfatter Karen Blixen.

 

Er du i højere grad interesseret i afslapning, god mad og wellness, end du er på jagt efter sjove seværdigheder på Sjælland, er Kragerup Gods stadig en mulighed, for klatring er kun én af ting, du kan opleve her. Du kan gå lange ture i parken og se den smukke natur omkring godset, slappe af i stuerne med kaffe og hjemmebagt kage, mens du fordyber dig i stedets spændende historie, eller du kan bruge et par timer i wellnessafdelingen, før du tager en pre-dinner drink på terrassen og middagen serveres i restauranten.

 

Læs mere

 

7. Vingården Nordlund

📍 Hvidovre

Besøg en dansk vinbonde.

Det er ikke mange år siden, at Danmark ikke var et land, man umiddelbart forbandt med vinmarker, hvor druerne hang i store, modne klaser, der blev høstet og omdannet til god vin. I dag ser det dog helt anderledes ud, for det går godt for vinproducenterne i Danmark. Selv i det store udland er man begyndt at få øjnene op for de vine, der laves her i det førhen så kolde Norden.

Nordlund er en økologisk vingård, der efterhånden kan betragtes som en seværdighed midt i Sjællands natur. Her breder vinmarkerne sig over 3 hektar, og mere end 9000 vinstokke leverer druer til den vin, der laves her på gården.

Vil du gerne vide, hvordan man får idéen til at være vinbonde i Danmark så tag med på en tur rundt på vingården, når vinbonden selv viser rundt. Kom med ud i vinmarkerne, hør om arbejdet med planterne, lær mere om høsten af druerne og slut af med en tur ind i produktionen og vinkælderen, hvor der serveres smagsprøver og snacks.

 

Læs mere

 

8. Marienlyst Strandhotel ved Kronborg Slot

📍 Helsingør

Kronborg Slot er en af Sjællands mange seværdigheder. Slottet ligger ved Marienlyst Strandhotel.

Siden 1861 har Marienlyst Strandhotel åbnet dørene til et liv ved den nordsjællandske kyst, hvor Øresund udfolder sine blå bølger kun et stenkast fra hoveddøren. Her kan du opleve en sjælden ro med naturen som nærmeste nabo.

Du kan begynde dagen med en svømmetur i havet, hvis vejret er til det og derefter gå direkte til saunaen, hvor du kan få varmen, mens du kigger ud over havet. Brug et par timer i spaen, slap af med en god bog eller spis en lækker middag i restauranten. Tempoet bestemmer du selv, for her er der ikke noget, der skal nås, så sænk skuldrene og oplev den smukke natur, der er allestedsnærværende her på det gamle badehotel.

Fra Marienlyst Strandhotel er der udsigt til Kronborg Slot. Det var på dette slot, at Shakespeares Hamlet sukkende gik rundt og filosoferede over to be or not to be. Det er dog ikke kun på grund af Hamlet, at Kronborg fremhæves som en populær seværdighed blandt de mange slotte på Sjælland. Nej, det skyldes i lige så høj grad Holger Danske, der tager sig en lur i kasematterne under Kronborg. Sagnet fortæller, at Holger Danske sover indtil den dag, Danmark kommer i nød – og når det sker, vil han vågne op for at forsvare landet.

 

Læs mere

 

9. Bryggeriet Braunstein

📍 Køge

På Braunstein laves der både øl & whisky.

På den gamle havn i Køge ligger mikrobryggeriet Braunstein. Det har det gjort siden 2005, og bag de røde murstensvægge i pakhuset bliver der både destillereret whisky og brygget øl. Hos Braunstein er det vigtigt, at de gamle håndværksmetoder holdes i hævd og for brødrene Braunstein, der grundlagde produktionen, er det vigtigt selv at være med i processerne på vej mod de færdige drikkevarer.

Det er nemlig de små detaljer, der er med til at fremelske den gode smag, og når du tager med på en rundvisning hos Braunstein, vil du selv se, hvordan detaljerne samler helheden. Lige fra ombygningen af pakhusets lokaler, så de kunne leve op til kravene for brygning og destillering, til de store specialtanke blev sejlet over Atlanten og installeret.

 

LÆS OGSÅ: Braunstein – Mikrodestilleri & specialbryggeri

 

For Braunstein er det målet at lave gode øl og god whisky, og det er de virkelig lykkes med. Braunstein har nemlig vundet mange priser i både ind- og udland for deres produkter, og en rundvisning i produktionen slutter selvfølgelig også med en ølsmagning eller en whiskysmagning.

 

Læs mere

 

10. Kurhotel Skodsborg

📍 Skodsborg

Oplev den prisvindende spaafdeling eller gå en tur langs Øresund.

Øresund bølger blankt og blåt i forgrunden, og den grønne baggrund er en af de attraktioner på Sjælland, der hvert år samler både store og små – Dyrehaven. Det er midt i denne fine natur, at Kurhotel Skodsborgs hvide mure lyser op.

Oprindeligt købte kong Frederik VII Skodsborg i 1857 for at bruge stedet ved vandet til at holde sommerferie sammen med sin kone Grevinde Danner. I forhold til kongens andre slotte på Sjælland, der i dag er blandt øens mest besøgte seværdigheder, er Skodsborg en forholdsvis lille sommerbolig, men på den anden side – hvem har brug for store gemakker, når havet og skoven ligger som en forlængelse af stuerne?

Kurhotel Skodsborg er stadig en konge og en dronning værdigt, men til forskel fra den gang kan du i dag tjekke ind uden at have blåt blod i årerne. Du kan besøge Kurhotel Skodsborg en enkelt dag eller tage en overnatning, men lige meget, hvad du vælger, får du adgang til den prisvindende spaafdeling og god mad i The Brasserie eller The Lobby.

 

Læs mere

 

3 historiske seværdigheder på Sjælland

Siden vikingetiden er der blevet udkæmpet store slag på Sjælland, og kongerne har gennem århundreder oprustet hære for at gøre Danmark større og stærke. Det har sat sine spor både i landskabet og i historien, og er du interesseret i danmarkshistorie, skal du tage et kig på de 3 historiske seværdigheder på Sjælland, vi har fundet frem her.

 

1. Trelleborg

📍 Slagelse

Besøg Trelleborg, hvis du vil opleve en Sjællands historiske seværdigheder.

Trelleborg er en 1000 år gammel vikingeborg, der blev opført af Harald Blåtand, og sporene efter den gamle borg kan tydeligt ses, selvom det er mange år siden, at den blev opført. Gå i vikingernes fodspor på det levende museum og prøv kræfter med nogle af de mange aktiviteter, der giver dig et spændende indblik i vikingelivet.

 

2. Sagnlandet Lejre

📍 Lejre

I Sagnlandet Lejre på Sjælland venter der mange oplevelser for børn.

Prøv stenaldermandens bue, snak med en viking eller bag et brød sammen med jernalderkvinden. I Sagnlandet Lejre kommer du langt tilbage i historien for at blive klogere på, hvordan det var at leve i en tid, der ligger langt fra vores egen.

 

3. Frilandsmuseet

📍 Lyngby

På Frilandsmuseet venter der oplevelser for både børn & voksne.

På Frilandsmuseet kan du opleve, hvordan det var at leve på landet i gamle dage, når du går på opdagelse i de gamle haver med blomster, køkkenhaver og frugttræer. Besøg møllerne, der maler korn, eller kom med ud på markerne, hvor dyrene græsser. Et besøg på Frilandsmuseet hører til blandt de billige seværdigheder på Sjælland, for en familiebillet (1 barn + 1 voksen) kan købes for 70 kr. og børn under 18 år har gratis indgang.

 

3 seværdigheder i Sjællands natur

Lange kyststrækninger, hvor badehotellerne ligger på nogle af Europas bedste sandstrande. Dybe skove, hvor vilde rådyr græsser, og harerne springer om kap i skovbunden. Marker og enge, der ligger udstrakt, og hvor forhistoriske ruiner eller slotte pludselig dukker op. Selvom der ligger store byer på Sjælland, hvor trafikken er tung, og husene ligger tæt, er der flere steder, hvor naturen uspoleret folder sig ud, og bare venter på, at du går ud i den. Vi har fundet 3 seværdigheder i Sjællands natur, som du kan kigge nærmere på her.

 

1. Stevns Klint

📍 Stevns

Stevns Klint er et imponerende syn.

17 kilometer lang og 41 meter høj. Stevns Klint rejser sig som en enorm mur i det sjællandske landskab, og siden 2014 har klinten været på UNESCOs verdensarvsliste. Det er da også en speciel naturoplevelse at gå rundt her ved klinten, som faktisk er en gratis seværdighed på Sjælland.

 

2. Den Blå Planet

📍 Kastrup

Oplev en verden under havet på Den Blå Planet.

Der er de dage, hvor regnen vælter ned, og ungerne bare gerne vil underholdes. Når det sker, har du brug for gode bud på indendørs seværdigheder på Sjælland. Den Blå Planet er en af Danmarks 10 mest besøgte attraktioner, og her kan hele familien gå på opdagelse i en verden under havet. Her lever farverige fisk, søde oddere og en smuk havfrue.

 

3. Knuthenborg Safaripark

📍 Maribo

Besøg dyrene i Knuthenborg Safaripark.

Et besøg i Knuthenborg Safaripark er en af de seværdigheder på Sjælland, hvor både børn og voksne får en fin naturoplevelse. Knuthenborg er Nordeuropas største safaripark, hvor der både lever tigre, giraffer, zebraer, hjorte, ulve og mange andre forskellige dyr.

 

3 seværdigheder for børn på Sjælland

For familiens yngste medlemmer kan seværdigheder nok godt klinge en lille smule kedeligt, når forældre eller bedsteforældre snakker om at tage på udflugt for at besøge seværdighederne. Sådan behøver det dog ikke at være. Seværdigheder kan nemlig også være super spændende, lærerige og sjove, så børnene bliver lige så underholdt som forældrene. Herunder har vi udvalgt 3 seværdigheder for børn på Sjælland.

 

1. Tivoli

📍 København

Børnene vil uden tvivl synes, at Tivoli er en af Sjællands sjoveste seværdigheder.

Svingende karruseller, hurtige rutsjebaner, klistrende, lyserød candyfloss og skrattende radiobiler – jo, Tivoli har det hele. Det er altid en oplevelse at besøge den gamle forlystelsespark, der faktisk er verdens næstældste. Det er kun Bakken, en anden af Sjællands seværdigheder, som er ældre.

 

2.  Experimentarium

📍 Hellerup

Experimentarium på Sjælland giver dig indendørs serværdigheder på en regnvejrsdag.

Der er tid til at nørde den på Experimentarium, hvor hele familien kan fordybe sig i naturvidenskab, teknologi og spændende eksperimenter. De mange udstillinger tager udgangspunkt i forskellige temaer, så der er mulighed for at lære om alt fra robotter til havdyr.

 

3. BonBon-Land

📍 Holmegaard

BonBon-Land er en forlystelsespark på det sydlige Sjælland.

BonBon-Land er en verden fyldt med skøre forlystelser, der giver fantasien kamp til stregen. Gå en tur på Sørøverstien, prøv Vandrotten, Bæverrafting, Pelle Piratsprøjt eller nogle af de mange andre forlystelser. I BonBon-Land på det sydlige Sjælland er der mange oplevelser for børn og barnlige sjæle.

 

Find de bedste seværdigheder på Sjælland

Nu har du læst dig igennem vores lange liste over de bedste seværdigheder på Sjælland, og vi håber selvfølgelig, at du har fundet inspiration til, hvad du skal opleve. Hvis du stadig ikke er helt sikker på, hvilke attraktioner og oplevelser, du skal tage ud for at besøge, har du måske brug for flere idéer.

Er det tilfældet, har vi heldigvis stadig et par forslag tilbage, som du lige kan tage et kig på før, at du kører af sted mod nogle af de mange attraktioner på Sjælland. Du kan se dem herunder 👇

 

Se flere seværdigheder på Sjælland

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Seværdigheder på Sjælland
5 (100%) 2 votes

Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.