Romantisk middag på Cafe Hack: Den perfekte kæresteaften


i ViGlemmerDetAldrig

Aarhus har en pokkers masse gode spisesteder – hvilket er dejligt, når man (som mig) elsker at gå ud og spise. Jeg har været på Cafe Hack tre gange før, hvor to af dem var om formiddagen til deres i øvrigt helt fantastiske brunch. Den seneste gang var i forbindelse med Gastro Week i Aarhus, og det var første gang, jeg besøgte restauranten i forbindelse med deres aftenmenu.

Sidst var jeg afsted med min kæreste, og der havde vi en fantastisk aften med virkelig lækker mad, dejlig vin og selvfølgelig perfekt selskab :-)

Derfor var forventningerne selfølgelig også utroligt høje, da jeg inviterede hende med til denne “Romantiske middag” på Cafe Hack.

Selve bookingen via deres hjemmeside gik upåklageligt som så mange andre steder. Grunden til at jeg lige vil nævne det her i indlægget er, at Cafe Hack ringede til mig nogle dage efter og fortalte, at de havde et event om aftenen kl. 20:30 (vores reservation var kl. 18:15), og de ville høre, om vi ønskede at rykke vores reservation frem – ikke fordi der ikke var tid nok, overhovedet, men simpelthen fordi de ville skulle bruge lidt tid på at stille stole op til deres event, så de ville undgå, at vi blev forstyrret. Det var en ret god service, og derudover ville de også bekræfte, at jeg i min reservation havde skrevet, at min kæreste ikke kunne tåle mælkeprodukter og gluten, og forsikre mig om, at de var opmærksomme på den del. Endnu et plus i bogen – dog vil jeg også sige, at jeg var blevet skuffet, hvis ikke de kunne håndtere de forskellige allergier. Men det var heldigvis intet problem.

Cafe Hack Brasserie

Cafe Hack ligger jo i samme bygning som Aarhus Teater, og derfor er udsmykningen indenfor også rigtig fin, og generelt er det en meget hyggelig restaurant, man kommer ind i.

Da vi kommer ind, bliver vi vist ind til et lille 2-mands bord inde i hjørnet, med udsigt til baren og resten af rummet. Vi bliver placeret “ved siden af hinanden” ved det lille kvadratiske bord, som er rigtig fint dækket op.

Cafe Hack Restaurant

Vi er næsten alene i restauranten, hvilket nok skyldes aftenens forestående event. Det gør dog, at der virker lidt ‘tomt’ – men det er ikke noget, der går ud over stemningen hos os. Kort tid efter vi har sat os ned og lige er faldet til rette, bliver vi præsenteret for aftenens menukort. Med i vores aften har vi 3 retter inkl. vinmenu. Der er to valgmuligheder for hver ret; forret, hovedret og dessert. På grund af min kærestes allergier, er der dog blevet lavet en 3. dessert specielt til hende, da begge de ‘normale’ indeholder både gluten og mælkeprodukter.

Ellers vælger vi begge to den samme menu bestående af en kondyrterrin til forret, steak af australsk angus-kvæg til hovedret, og jeg vælger en nøddeis med sponge-cake til dessert. Min kærestes dessert bliver en syltet pære med tørrede kirsebær og en vaniliesorbet.

Cafe Hack Forret

Men inden forretten kommer, får vi en lille appetizer – en lækker skive skinke med gule beder, urte-mayonaise og et par svampe. På samme tid bliver den første vin serveret. I og med at vi har valgt krondyr til forret, får vi en italiensk rødvin (godt valg, da vi begge klart bedst kan lide rødvin). Rigtig lækker måde at starte aftenen på – skinken smager fantastisk, og smagssammensætningen er generelt rigtig god. Derudover er vinen helt udmærket. Det er, hvad vi ville kategorisere som en “rigtig god hverdagsvin”. Udmærket start!

Til forret havde vi (som nævnt et par gange efterhånden) valgt en krondyrterrin af skank med kål, vinterurter, vildtmayo, brombærgele og chokolade. Anretningen var rigtig fin, men desværre var terrinen en smule kedelig i smagen – dog var det en noget anden oplevelse, når man blandede det med mayo og brombærgele. Der kunne snildt have været mere af begge dele i forhold til mængden af kød.

Hack Krondyrterrin

Til hovedret havde vi begge valgt steak. Den blev serveret med kålsalat, løgringe og kartofler. Jeg fik gratinerede søde kartofler, mens min kæreste fik nye kartofler blandet med vinterurter – her var der ingenting i vejen med smagen. Bøfferne ver perfekt stegte, kartoflerne var gode og kålsalaten var fantastisk.

Cafe Hack Hovedret

Derudover fik vi selvfølgelig et nyt glas vin – denne gang en Cabaletta, også fra Italien. I modsætning til den første vin, var denne noget mere markant og kraftig i smagen – lige efter vores smag. Dette var klart en af de bedre vine, vi har fået, og den er i hvert fald klassen over ‘hverdagsvin’ :-)

Alt i alt var vi begge meget tilfredse med hovedretten – her var der bestemt intet at komme efter.

Da vi havde siddet og slappet af lidt tid, blev vi præsenteret for desserten og den dertilhørende vin. Dessertvin har aldrig været vores stærke side, men alt i alt var den dog udemærket – hvis vi havde været lidt hurtigere, havde vi nok spurgt om et ekstra glas rødvin i stedet. Det kan jeg huske fra sidste gang på Cafe Hack, at det kunne vi sagtens dengang.

Desserterne var også rigtig flot anrettede, og min nøddeis lignede en Magnum – udover at chokoladen vel var næsten en halv centimeter tyk. Så på trods af at vi havde fået anbragt kniv, måtte jeg altså spise isen, som man spiser en normal Magnum – med fingrene ;-)

Hack Ispind

Den dertil anrettede sponge-cake var meget neutral i smagen, men den luftige kage var et rigtig godt modstykke til den enormt tunge nøddeis med uanede mængder chokolade. Også denne ret var lige som den skulle være – jeg var meget tilfreds (og mæt).

Min kærestes dessert var den syltede pære med sorbet. Jeg nåede ikke engang at spørge, om jeg måtte smage, før den var væk, så jeg går ud fra, den også var helt udmærket :-) Derudover var det skønt at være på en restaurant, hvor de rent faktisk kunne servere en dessert uden mælk og gluten!

Cafe Hack Dessert

Dessertvinen var, som en dessertvin skal være – meget sød :-) Den smagte udmærket, selvom vi nu hellere ville have haft et ekstra glas rødvin.

Overordnet set var det en rigtig god aften. Maden var lækker, og vi hyggede os rigtig meget. Hvis jeg skal nævne en enkelt ting, der var lidt ærgerligt, var det, at der var event om aftenen. Selvom eventet først skulle starte 20.30, begyndte der allede at være en del mennesker, som ankom 19.30 og bare “sad og kiggede” foran den opstillede scene. Det gjorde lidt, at man følte, man var lidt sat til skue, fordi man stort set var de eneste, der sad og spiste. Men i og med at Cafe Hack havde ringet og fortalt os om eventet, og at det langt fra er hver dag, de afholder events, så vil jeg ikke lade det trække ned i den samlede vurdering af aftenen, som var rigtig god.

For lige at slutte af, får du et billede af de tre vine, vi fik. Som jeg skrev længere oppe, var begge rødvine rigtig gode – vi kunne sagtens finde på at købe begge til at have stående herhjemme! Dessertvinen var helt sikkert også god, men jeg kan ikke rigtig relatere den til andre oplevelser, udover at den var udmærket i sig selv, men faldt lidt igennem i forhold til især den 2. rødvin.

Cafe Hack Vin

Hvis du vil se mere om vinene, kan de findes på Vivino:

  1. De Stefani Vitàlys Veneto Da Uve Chardonnay
  2. Tenute Fiorebelli Cabaletta Rosso Delle Venezie
  3. Château du Grand Carretey Sauternes

Alt i alt, hvis jeg skulle give oplevelsen en numerisk bedømmelse, vil det være 4 ud af 6 stjerner. Grunden til, at det ikke er højere, er på grund af forretten og dessertvinen. Jeg kan ikke afvise, at scoren havde været højere, hvis vi havde fået laks til forret, som var den anden mulighed. Men uanset hvad, så er det i hvert fald ikke sidste gang, vi besøger Cafe Hack. Det er jo også en af de restauranter, som varierer deres menuer rigtig meget, så man kan næsten ikke undgå at prøve noget nyt hver gang – og der er ingen tvivl om, at kokkene kan deres kram!

Lars Rasmussen
Arbejder hos DuGlemmerDetAldrig, hvor jeg står for alt, der har med kode at gøre. I fritiden går jeg meget op i styrketræning, oplevelser og sørger for at rejse, når mulighederne byder sig.