Ølsmagning på Highlanders

Ølsmagninger er altid en skøn oplevelse! Vores glade kunde, Jes Hansen fortæller her om sin oplevelse og hvad du kan forvente af en ølsmagning på Highlanders Bar i Aarhus. 

 

Klokken er 12.30 lørdag formiddag, og et par semi-friske ungersvende tropper op på Highlanders Bar ved Europaplads i Aarhus. Vi har alle været til ølsmagning før, så der er en klar forventning om, hvad der kommer til at ske. Ud over det åbenlyse (at man bliver lidt halvfuld) så forventer vi også, at værten vil give et par informationer omkring, hvad det er for en øl, man skal hælde i struben, at man kan få lidt gastronomisk bund til kælderen, så man kan modstå øl symfonien, og at man bliver præsenteret for øl, som man ikke nødvendigvis kan pille ned af hylden hos den lokale Netto.

 

Alle 3 parametre bliver mere end fint dækket ind hos Highlanders, men aligevel har man en fornemmelse af, at det på mange måder er en anderledes ølsmagnings-oplevelse, man har været igennem. Det ville være synd at sige, at der er en højtidelig stemning på Highlanders. Det stik modsatte er faktisk tilfældet, hvilket kun er befriende. Vores vært starter ud med at fortælle, hvordan hans fredag aften havde efterladt ham lidt modfalden (læs: han havde horrible tømmermænd), men at han var blevet reddet af en fantastisk shawarma til morgenmad (!) og var nu helt på toppen.

Han præsenterede samtidig menukortet, hvor han – uden at sætte selskabet under ultimativt pres – stadig fik pointeret, at det var klart mest hensigtsmæssigt at gå med husets hofret; Fish and Chips. Hvis vi altså vidste, hvad der var godt for os.  Rødspætterne var alle så friske, at de ville sprælle lidt under paneringen, fortalte han.

 

 

Som sagt, så gjort, og selvom Fish and Chips ikke ryger ind på denne skribents top 10 over gastronomiske nydelser, så var det klart den bedste Fish and Chips, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af. Hjemmelavet remoulade til den friske fiskefilet fik fyldt depoterne op, så selskabet nu var klar til dagens hovedattraktion: Øl.

 

Det var nu allerede tydeligt, at værten havde nok anekdoter og historier fra de varme lande til at kunne fylde 30-40 tætskrevne ringbind, men samtidig var alle de mange historier bundet op på det, vi var kommet for – nemlig at smage øl.

Det havde samtidig den herlige effekt, at der aldrig var et kedeligt øjeblik, mens værten præsenterede den øl, der skulle drikkes. Det kom aldrig til at handle om andet end øl og selskabet, vi sad i, men hvis man leder efter hurtige googlebare fakta omkring de forskellige øl, så er det her nok ikke det rigtige sted at tage hen. Hvis man til gengæld er fint tilfreds med, at værten lader selskabet og den oplevelse, det er at drikke øl, være i centrum, så er man kommet til det helt rette sted.

 

 

Man kan bedst illustrere Highlanders’ holdning til at drive en bar ved Highlanders’ politik omkring musik på stedet. Der er baggrundsmusik, men musikken skal aldrig komme til at dominere i rummet. Det er samtalen, og det at være sammen om at lade øl (og whisky og rom) flyde ned i kroppen, der driver det hele på Highlanders. Det gennemsyrer alt. Highlanders er bygget op omkring at folket skal hygge sig. Og selvfølgelig drikke sig fulde. I en dansk kontekst går det ofte hånd i hånd.

 

Det er den mest uhøjtidelige form for feinschmeckeri, man kan forestille sig. For misforstå mig ej, det er i allerhøjeste grad feinschmeckere med forstand og meninger omkring den øl, der bliver præsenteret, som er en del af stedet. Et klogt råd er i hvert fald at, hvis man synes, Carlsberg er “probably” den bedste øl i verden, så hold den mening for dig selv, mens du er på Highlanders. Det kan nemlig – i værste fald – medføre bortvisning, og i bedste fald en længere udstilling af din manglende forståelse for, hvad der konstituerer en stærk bajer.

 

 

Hele ølsmagningen var en ‘tour de force’ ned af øl-symfoniens brostensbelagte allé, hvor det fineste fra alle øl-landsbyerne skulle prøves. Stout, hvede, pilsner, malt og hvad de ellers hedder blev alle præsenteret og nydt inden det hele sluttede af med en djævelsk giftig sag på 12-13%, som eftersigende kostede 500 kr. per flaske. Den smagte himmelsk, men betød også at humøret, løssluppenheden (og snøvleriet) efterhånden var steget betragteligt hos de 6 tosser, der havde indrulleret sig til ølsmagning denne lørdag eftermiddag. Hvilket jo var helt perfekt, for det var, hvad vi var kommet efter.

 

Summa summarum så kan det varmt anbefales at svinge forbi Highlanders. Det er i og for sig underordnet, om det er i forbindelse med ølsmagning eller man bare lige skal have en øl en torsdag eftermiddag. Det er en oplevelse ligemeget hvad.

Nanna Cathrine Jensen
Jeg arbejder med at sprede de gode oplevelseshistorier hos DuGlemmerDetAldrig. Vi har alle fortjent uforglemmelige oplevelser - gennem historier og guides gør jeg det nemmere at komme afsted :)