Mount Elbrus Bjergbestigning – Vil du med på toppen af Europa?

“Vil du med på toppen af Europa?”

… det var det spørgsmål Lars fra DuGlemmerDetAldrig stillede mig, i begyndelsen af 2015. Han havde besteget Kilimanjaro i Tanzania i 2014 (læs hans beretning her), og jeg havde mildest talt været dybt misundelig! Nu var chancen der: smide trygheden og komforten overbord og komme helt væk fra hverdagen!

Altså, det bliver nok lidt hårdere og lidt koldere end på Kili, selvom Mount Elbrus ikke er helt så højt…”, sagde han, men med mine år som spejder på vandreture i Danmark og på diverse fjeldture i Norge, tænkte jeg, at det måtte være lige til – det her, skulle være min næste store, uforglemmelige oplevelse.

I det her indlæg vil jeg beskrive turen – et af mit livs største oplevelser. En oplevelse vi tog på via Refuga. Refuga? ”A crowdsourced travel agency dedicated to entrepreneurial minds”.

De hårdeste, men smukkeste opvarmningsdage

Selskabet på turen bestod af 5 andre danskere, 1 indisk-amerikaner og vores 2 guides, ukrainske Georgii og russiske Alex. Vi ankom kl. 3 om natten til et hotel i 2000 meters højde i bjergbyen Terskol, hvor vi morgenen efter begav os afsted på vores første opvarmningstur. Lige på og hårdt. For hårdt, dét var det! Selvom jeg har vandret meget og været på fjeldet mange gange, så kom det bag på mig, hvor stejle de stier, vi fulgte, var. Med 30 graders varme drev sveden af os i vores shorts, t-shirts og tykke bjergstøvler.

 

Billede 1 - Mount Elbrus

 

Alligevel nåede vi første dag op i 3400m højde, altså 1400m stigning på én enkelt dag ad meget stejle stier. Vi nåede op til den smukkeste udsigt over turens mål, nemlig de to tvillingetoppe på Elbrus (Der er 21m forskel på de to). Det gav også en fantastisk udsigt til de omkringliggende toppe og den helt fantastiske bjergkæde Kaukasus, der strækker sig fra Sortehavet til Det Kaspiske Hav. Siddende dér på toppen af Cheget var jeg helt overbevist om, at det var det hele værd og ville blive den mest fantastiske tur! Selvom jeg ikke drømte om, hvor hårdt det ville blive.

 

Billede 2 - Mount Elbrus

 

Den næste opvarmningsdag var lige så fantastisk, omend endnu mere varm, da vi startede. Til gengæld fik vi lov til at møde sneen på toppen! Vi måtte krydse flere store områder med sne, med isglatte passager og dybe huller at synke i. Da vi endnu ikke var forberedte med al vores sneudstyr, skøjtede vi rundt og de fleste af os endte med en lille tur på halen. Men vi fik smag på mere sne, og endte med at nå op i ca. 3700m højde.

 

Billede 3 - Mount Elbrus

 

Russiske skikke

I teorien kunne vi have været et hvilket som helst sted i verden i en smuk bjergkæde – og mange af de lavere toppe og områder, mindede mig meget om de norske fjelde. Men det lykkedes os alligevel aldrig helt at glemme, hvor vi var.

Første aften, efter dagens hike, stod menuen på russisk sauna ‘Banya’ – ikke helt den saunaoplevelse, som vi kender herhjemme fra (som er meget inspireret af den finske tørre sauna). Her var det meget fugtigere i saunaen og konstant hældte de vand på stenene, så temperaturen kom over 93 grader. Vi blev også indviet i den russiske saunaskik, hvor man slår/masserer hinanden med våde birke eller egegrene, for at øge circulationen i kroppen. Og så springer de selvfølgelig direkte i vand fra iskolde bjergkilder, når saunaen bliver for varm. Det var skægt at prøve de russiske traditioner, men fedest var det, at det fjernede musklernes ømhed fra dagens opvarmningstur.

 

Billede 4 - Mount Elbrus

 

Anden aften smæskede vi os i lokale kaukasiske specialiteter på en restaurant, der var indrettet med billeder fra Elbrus, flag og hilsner fra hele verden. Det gjorde os selvfølgelig bare endnu mere ivrige efter at komme op på Elbrus. På restauranten blev der serveret Kitchjin: en tynd pandekage, med enten kartoffel-, oste- eller kødfyld. Det er vist mere en lokal ret end reelt russisk, men lige noget for mig! Derudover spiser de virkeligt meget lam, og hver eneste restaurant har en udendørs grill, hvor de griller det lækre lammekød, så det smelter på tungen.

Mødet med sneen

På tredjedagen pakkede vi vores ting og flyttede fra hotellets trygge rammer med liftbaner op i 3700m, hvorefter vi skulle vandre med fuld oppakning op til 4100m., hvor basecamp var en lille, men rummelig container, som vi skulle bo i de næste 3-4 dage. For selvom du planlægger at komme på toppen af et bjerg som Elbrus, så styrer vejret alting. Er vejret ikke til det, så kommer du bare ikke op. Så må du forsøge en anden gang.

 

Billede 5 - Mount Elbrus

 

Basecamp var langt oppe over snegrænsen og vi fik endeligt lov til at afprøve vores crampons (steigeisen) og øve os i at gribe os selv med isøkser, når vi faldt ned af snesiden. Spændende og sjovt at prøve – men også grænseoverskridende at vide, at der virkeligt var en risiko for at falde ned på vej mod toppen! Desuden lærte vores guider os den helt specielle vejrtrækningsteknik, der gør, at du kan fortsætte med at gå og gå, selvom vejen er stejl og iltindholdet i luften lavt… Ind gennem næsen, helt ned i lungerne og kraftig udånding gennem munden, kort pause, forfra… I takt med ens skridt opad, opad, opad…

Solopgang i 5000m højde

Så kom dagen (eller natten, for vi forlod campen kl. 3) for vores sidste store kraftanstrengelse, inden vi skulle forsøge os med toppen. Vi blev trænet i vejrtrækning, gang med isøkse, og så var vi spændt sammen 5 af gangen i 2 lange tove. Værsgo at gå i takt og i samme tempo – bare lige opad ad den uendeligt lange snevæg! Det var uendeligt hårdt og flere af os, var ved at falde i søvn på vej op ad – både af manglen på ilt, det meget monotone tempo og den manglende mulighed for at kigge sig omkring, skifte bane, eller snakke med de andre.

En vildt hård dag for os alle, men desværre også på grænsen til at være for hårdt for nogle… Men vi kæmpede os alle op i 5000m højde – og udsigten var fænomenal! Fuldstændigt ubeskrivelig! Skyerne lå som det blødeste tæppe mellem toppene, der hårde og hvide af sne tårnede sig op i horisonten. Først nu kunne vi virkeligt se udover de kaukasiske bjerge. Vores guide Alex fortalte, at I klart vejr, kan du se hele vejen til det sorte hav.

 

Billede 6 - Mount Elbrus

 

Det kræver held og godt vejr at nå toppen

Vi brugte en enkelt dag mere i basecamp, hvorfra vi gik en kort tur på vores hviledag. Hvorfor? Jo mere man vænner sig til højderne og til at gå op og ned, jo mindre er chancerne for at få højdesyge. Allerede den aften snakkede vores guider om, at vi muligvis skulle prøve at gå mod toppen om natten – fordi vejret har så stor indflydelse på, om det lykkes eller ej.

Det blev ikke den nat. Det blev natten efter. Mange af os var allerede lysvågne, men kl. 1 sagde vores guide Alex, at det var for dårligt vejr til at tage afsted. Han blev dog oppe for at tjekke om det ændrede sig. Kl. 2 vækkede han os kort: “Come on, let’s go”. Vi kendte allerede Alex, og vidste, hvad det betød. Vi var alle sammen klar til at give den top vores allerbedste forsøg!

Imens himlen langsomt blev lysere og lysere bevægede vores 2 rækker sig langsomt op af den hvide væg mod den første top, som målet dog ikke var sat på. Jeg synes slet ikke det havde været så hårdt de andre dage. Var det tempoet, rytmen, stejlheden eller måske højden der udfordrede mig meget mere?

 

Billede 7 - Mount Elbrus

 

Jeg klarer den ikke

Pludseligt syntes jeg ikke længere, jeg kunne få luften ned i lungerne, og jeg måtte koncentrere mig vildt for at følge den vejrtrækningsteknik, vi havde lært. Der var stadig langt igen. Min krop gik i panik, over den manglende ilt, og jeg begyndte at hulke. Efter en kort pause, hvor de andre måtte vente, lykkedes det mig at komme ind i rytmen igen, og vi kom endeligt op på et lige stykke, hvor jeg kunne følge med igen.

I mellem de 2 toppe, i det stykke de kalder ‘sadlen’ holdte vi pause, fik vand og noget hurtig energi. Men da vi skulle i gang var den helt gal med min vejrtrækning, og jeg kunne ikke følge med op af den stejle hvide væg på trods af det helt langsomme tempo, vi nu gik i. Jeg hulkede og rystede og sank sammen på stien, for jeg kunne ikke overskue at komme videre.

Indtømmet: Jeg troede ikke jeg ville klare den!

Vores guide reagerede hurtigt. Han fik den anden gruppe til at overhale os, koblede sig selv og mig af rebet. Han spurgte hurtigt ‘You still want to go up, right?’ Ikke som en mulighed for at vende om, men blot en kort konstatering af, at det nok skulle lykkes. Han gik bag mig og træk vejret i den rigtige rytme, og jeg kunne tage så rolige og sikre skridt jeg ville, når jeg synes, jeg havde nok luft. Det gik meget bedre og jeg følte mig tryg. Skyen omkring os var blevet tættere, og vi kunne kun lige skimte de bagerste i rækken foran. Men vi fortsatte op af de stejle klipper med is og sne og lænede os ind mod bjergvæggen. Det var endnu stejlere end før.

Men snart kom vi op på et lige stykke og det var ikke længere noget problem for mig at følge med. Jeg var fuldstændigt udmattet helt ind i knoglerne, men det føltes så tæt på nu! Jeg kunne mærke boblerne i maven: det er nu, det er nu, det er nu! Vi indhentede de andre på en virkeligt smal passage, hvor ens fødder lige kunne være. Vinden ramte os direkte med orkanstyrke (over 40m/s). Passagen endte i en lille rund flade, jeg brugte mine sidste kræfter på, at hive mig op på, og hvor der lige var plads til os alle.

 

Billede 9 - Mount Elbrus

 

Det tog mig to minutter og lidt mere luft lungerne, før jeg forstod det: ‘For fanden, vi er her!!’

Omkring mig råbte de andre med hænderne i vejret. De uddelte kram omkring sig og rakte ud efter mig. Jeg turde ikke rejse mig op, af frygt for at benene skulle falde under mig, eller orkanen skubbe mig udover den bratte kant på toppen. Alligevel fik jeg kram fra alle omkring mig, de fleste med tårer i øjnene: “Hvor er jeg stolt af dig!”

Orkanen fik skyerne til at styrte forbi som sindsyge, de blæste lige forbi os. Ind i mellem åbnede de for hurtige kig til den fantastisk smukke blå himmel og solen, der skinnede over skyerne, kun for os. Det var helt ubeskriveligt. Det var lykke!

 

Billede 10 - Toppen af Mount Elbrus

 De dejlige mennesker, der sørgede for, at jeg fik en helt uforglemmelig tur: Nikolaj (nikolajastrup.dk), Michelle (michellejessen.dk), Christoffer (debito.dk), Steffen (digitalglobalization.com), Bo (html24.dk), Lars (DuGlemmerDetAldrig.dk) og Bala Gopalan fra USA (inderstadt.net).

 

 

Det føltes som en drøm

Nedturen gik let som en leg og vejrtrækning eller ømme muskler var ikke længere noget problem. Vi havde gjort det! Desværre var vi stadig omringet af skyer og kunne desværre ikke se udsigten, men hjemturen føltes meget kortere og vi hoppede og dansede næsten nedad. Det var så vildt, at vi lige havde været på toppen. Alle vi mødte, der var på vej op, nikkede og spurgte “Summit?” Nu var det vores tur til at svare: “Oh yes!” med store smil.

Overvejer du at bestige Mount Elbrus? GØR DET!

En del af teamet bag DuGlemmerDetAldrig, mademyday, Oplevelsesprisen og Oplevelsesmagasinet. Aarhuspige, der brænder for store oplevelser; alt fra wellness, gourmet og vin til outdoor, sport og action. Ja måske lige bortset fra alt for hurtige biler…