Bidt af springet – Mærk suset hos Dropzone Denmark


i Interview

Caféen er hjertet hos Dropzone Denmark. Her summer det af liv og en særlig sitrende stemning af nervøsitet og forløsning, der kastes rundt som latter, stivnede smil, store omfavnelser og snak, snak, snak. Det er her, at springerne venter på at blive kaldt til hangaren. Det er her, at springerne sender highfives til hinanden. Efter et spring. Før et spring. Det er her, at springerne mødes til en øl, lidt mad eller bare hænger ud.

 

DROPZONE DENMARK ER

→ Danmarks eneste professionelle faldskærmscenter.

→ den største blandt mange små klubber.

→ din mulighed for at prøve Europas højeste tandemspring fra 6 kilometers højde.

→ minimal ventetid, mange instruktører, større fly og flere springdage.

→ med i Mission Impossible 6.

 

Det første spring

Hos Dropzone Denmark er tandemspringet det mest populære spring.

Caféen er nye springeres første møde med Dropzone Denmark for efter at være tjekket ind, er det her, man hænger ud indtil stemmen i radioen kalder: du skal springe NU! Og så går turen mod hangaren, hvor flyet og instruktøren venter, og omklædning og briefing skal klares.

Det er også her, at nervøsiteten begynder at kilde i kroppen sådan for alvor og for dem, der næsten ikke kan være i springdragten for sommerfugle, fordi de baskende udvider maven og slører synet, står instruktørerne klar. Træk vejret. Helt. Ned. I. Maven.

 

En meget stor oplevelse i trygge rammer. Yderst professionelt udført i en meget afslappet atmosfære. Tag familien med, så de også får del i den store oplevelse.

Jan, faldskærmssudspringer

 

Så begynder motorerne at snurre, og flyet bliver fyldt med springere, der sætter kursen mod luftrummet. Kilometer for kilometer stiger maskinen op, og lige som man har vænnet sig til den summende lyd, og nervøsiteten er under kontrol, er det blevet tid til springet, og dørene åbnes.

 

Det er ikke svært at springe i faldskærm. Det er svært at slappe af.

Peter Svalø, medejer

 

Én for én hopper springerne ud og lige meget, hvor mange sommerfugle man har i maven, er det ikke deres vinger, som bærer springeren ned til jorden. Det er faldskærmen, der folder sig ud. For når det frie fald slutter, kan springeren stille og roligt svæve ned på jorden og lande, hvor det hele begyndte: foran hangaren, hvor familie, venner og andre springere tager imod, så man i samlet flok følges til caféen.

 

Det var en fantastisk oplevelse. Vi lavede det til en familietur, vi var far, mor og søn, der alle deltog.

Lotte, faldskærmsudspringer

 

De før så nervøse springere, står nu med en uovervindelig følelse af frihed, mod og begejstring over at have gjort det, over at have sprunget, og i caféen blander de sig med dem, der endnu mangler at springe. Dem, der ikke ved, hvad der venter. Dem, hvor sommerfuglene endnu er fanget som nervøsitet i kroppen.

 

VILDT at springe ud af et fly i flere kilometers højde – og helt fantastisk. Giv dig selv en oplevelse – BARE GØR DET.

Cecilie, faldskærmssudspringer

 

Mens springet forplanter sig i kroppen, og oplevelsen deles med dem, der vil lytte, bliver der arbejdet i baglokalet. For nu skal der klippes film sammen, så springeren kan se, hvordan turen ned så ud. Springet vises på en skærm i caféen, og samler altid en flok omkring sig, og springeren kan endda købe videoen med hjem. Til minde om at turde.

 

The real deal

Dropzone Denmark vil gerne udvikle faldskærmssporten. Derfor uddanner de også solospringere.

Det er ikke alle, der nøjes med et tandemspring. For nogle er det solospringet, som er the real deal. Et spring, hvor man uden en tandemmaster på ryggen, hopper ud i det frie fald. Men et solospring er ikke noget, man hurtigt booker en tid til og springer ud i. Det tager lidt længere tid at lære – en weekend helt præcist.

Det begynder om fredagen, hvor solospringeren tjekker ind på skolebænken for at terpe teori. Sådan er det, lærebøgerne kommer man ikke uden om, og når øjnene bliver tunge, er der indkvartering hos Dropzone Denmark. Næste morgen fyldes både rugbrødsmotoren og flyverne, for dagens første spring lurer allerede.

 

Det er det fedeste jeg ever har oplevet. Personale, faldskærmsinstruktør, sikkerheden ifbm. før og under aktiviteten er i top. Jeg følte mig velkommen og total glad i låget efter denne skønne oplevelse.

Peder, faldskærmssudspringer

 

Og sådan bliver det ved. Hvert enkelt spring skal bestås. Og bliver bestået. At springe i faldskærm handler ikke kun om at springe ud af et fly, der er meget at lære, og det forstår man nok først, når man har mange spring i rygsækken. At det handler om mere end bare at springe. Det handler også om at udvikle sig.

Derfor er alle springere nervøse, når de står i døren og skal til at hoppe. Selv de rutinerede springere. For på det punkt er både solospringere og tandemspringere, nye springere og øvede springere på lige fod med hinanden. De er nemlig fælles om spændingen, for selv ikke den bedste faldskærmsspringer ved, hvordan springet bliver: der er ingen spring, som er ens.

 

Centrum for action

Natspring & opvisninger er også nogle af de ting, du kan opleve hos Dropzone Denmark.

Det er ikke unormalt, at faldskærmsspringere bliver kaldt adrenalinjunkies. Og selvfølgelig jagter de suset, for man bliver bidt af springet. Men det er også en stereotyp betegnelse, som kan være svær at ryste af sig – særligt, hvis man har mange spring bag sig.

Hos Dropzone Denmark handler det ikke kun om springet, det handler også om stemningen. Man mærker med det samme, at her er en særlig vibe, som alle bliver en del af, og folk møder op for at heppe og for at hænge ud. Hos Dropzone Denmark er man sammen om at springe. Det giver noget, at folk slår sig ned og lytter til de røverhistorier, der bliver fortalt, så stedet ikke bare er en terminal, mange passerer igennem uden at stoppe op.

 

Super fed oplevelse. Professionelle og venlige, sprudlende humør, ingen ventetid. Just do it.

John, faldskærmssudspringer

 

Den stemning giver Dropzone Denmark mulighed for at være et centrum ikke kun for faldskærmsspring, men også for mange andre aktiviteter. Det er nemlig ambitionen at være et centrum for oplevelser i Midtjylland, hvor folk uddannes, udvikles og udfordres. Hvor både direktørerne, skoleklasserne, polterabendgutterne, veninderne og firmaerne mødes for at opleve det sammenhold, man får, når man har sprunget sammen.

 

Jeg vil også mærke suset

Nogle af verdens bedste springere er ansat hos Dropzone Denmark.

Det skal du prøve! Sådan siger alle, der har sprunget i faldskærm. Du hører aldrig nogen sige, det gør jeg aldrig mere. For det er en del af risikoen ved at springe. At man bliver bidt af det.

 

Havde en fantastisk “instruktør” og et kanon godt tandemspring!! Jeg er klar til at prøve igen!

Marianne, faldskærmssudspringer

 

Derfor oplever Dropzone Denmark også mange spontane bookings, for når først man har oplevet andre springe, og mærket den forandring de har gennemgået på vejen tilbage til landjorden, bliver man smittet, og nysgerrigheden vinder som regel.

Så ikke lang tid efter, at man har truffet beslutningen, kan forældre, søskende, venner og kollegaer spontant hoppe efter og mærke suset selvom, det ikke oprindeligt var en del af planen.

Tør du løbe risikoen? At blive bidt af springet, når du mærket suset på vej ned. Så spring efter de andre med det samme.

 

Jeg vil mærke suset

 

 

Avatar
Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.