Food Walk i Aarhus – til foodies og andre madglade typer


i ViGlemmerDetAldrig

Kan du lide mad og at prøve noget nyt? – tag med Food Walk på tur og udforsk hvad Aarhus kan byde på.

Smag på Aarhus

Aarhus vælter sig i anmelderroste restauranter og prisbelønnede kokke. Det behøver heldigvis ikke være direkte Michelin for at være godt. Aarhus har ualmindeligt mange små, hyggelige og velsmagende steder til den nysgerrige og madglade.

Dagens skattejagt

Turen starter på Ingerslevs Torvemarked, hvor lørdagens torvemarked er med at lukke ned. Her mødes vi med David, dagens guide. Solen skinner, så meget den nu kan på en sommerdag i Danmark. Vi er en lille gruppe og vi kan lige nå at få en smagsprøve fra Ostemanden, der står i sin gule ostevogn midt på torvet. Ingerslevs Torvemarked er en oplevelse i sig selv; her er blomsterne plukket ved håndkræft, kartoflerne dyrket med kærlighed og æblemosten er hjemmepresset. Vi når desværre ikke at få et reelt billede af torvemarkedet i fuldt flor, men min klare anbefaling vil være, at møde op en smule tidligere og selv snuse rundt blandt de lokale udbydere.

Herefter går turen til SÅRT i Jægergårdsgade, hvor vi smager på forskellige oste og kød. SÅRT er en restaurant og delikatesse i Jægergårdsgade. Her hænger de økologiske pølser importeret direkte fra XX til frit skue i vinduet og sylteglassene med citroner fungerer som bordpynt, hvilket i øvrigt går fint til den hjemmelavet limonade vi får serveret. Det er lækkert.

 

 

Vi går videre Great Coffee, der gemmer sig i en baggård i midtbyen. David har talt varmt for en iskaffe med toner af fersken, der er brygget over 18 timer med indlandsis fra Grønland. Vi er imponerede over salgstalen og bliver nødt til at smage. Iskaffen lever op til alle vores forventninger, og mens vi sidder der bag trædisken jonglerer baristaerne med alverdens kaffekolber og tryller kaffe frem til de andre gæster.

 

 

Vi rammer Haute Friture i Graven som det næste. Det er nok mest af alt en tjekket grillbar med blandt andet gourmet hotdogs på menuen. Klokken er lige omkring 15.30, men hvem kan ikke klemme en hotdog ned som eftermiddagssnack? Jeg vælger en Hotduck. Som navnet angiver er den klassiske pølse skiftet ud med konfiteret and, mens de ristede løg er skiftet ud med tang på toppen. Vores lille gruppe er alle tilfredse – og mætte – og klar til at gå videre.

 

haute friture

Når enden er god….

Det er begyndt at regne, men David har en lille overraskelse med, og vi finder (næsten) ly i en baggård. Her får vi, som stående buffet, serveret en lille anretning med koldskålsskum, friske danske jordbær og knas.

 

koldskålsskum

 

Forvent…

…at smage på en masse forskellige ting! Hvis du allerede kender din by godt på mad-fronten, skal du måske overveje en ekstra gang, om det er noget for dig. Ellers varierer turene fra gang til gang og alt efter sæson, så der burde uanset noget for enhver smag.

Om Food Walk

Food Walks vision er at fremme gastronomisk turisme i Aarhus, Aalborg og København. Food Walk vil gerne give en oplevelse ud over det sædvanlige gennem fortællinger om de forskellige spisesteder og på vejen mellem dem. Der er plads til alt fra streetfood og madbodegaer til restauranter og tjekkede grillbarer. Der er kort sagt noget for enhver smag – hvad mere kan en madglad én ønske sig?

Du kan købe Food Walks tur i Aarhus lige her.

 

Nina Amdneh