Djævleræs i Viborg


i ViGlemmerDetAldrig

Djævleræs startede for mig, allerede da jeg lod min kæreste tage rattet hele vejen fra Århus til Viborg, så efter turen var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente sådan en søndag formiddag i det midtjyske. Dog blev min tvivl gjort til skamme, da jeg først fik lov at drøne afsted i den smadrekasse, de kaldte en bil, og pludselig forstod, hvorfor Zulu havde så stor succes med hele tiden at skaffe nye deltagere. Det var jo fantastisk!

 

En (lidt) anderledes julegave til kæresten…

 

Dagen med djævleræs var egentlig en julegave til min kæreste, men med sådan nogle oplevelser for to personer, kan man jo altid diskutere, hvem gaven egentlig mest var til. Og jeg vil da ikke afvise, at mine egne præferencer også spillede en smule ind på gavevalget – måske i sammenspil med, at jeg simpelthen nægtede at give hende de tekopper, hun egentlig ønskede sig. Heldigvis ramte gaven ikke helt ved siden af, og vi fik sat en dag af til ræs i Viborg.

 

Her får du en lille smagsprøve på, hvad der venter til en dag med Djævleræs i Viborg

Ankomst og det danske sommervejr

 

Da vi ankom til Løvelbanen, fik vi en briefing om dagen, bilerne og reglerne. Derefter gik vi en tur på banen, og da det havde regnet en hel del i ugen op til, var den lidt medtaget. Det betød ,at vi ville blive sendt forskudt afsted til at starte med, så vi kunne undgå alt for mudrede ruder og dermed en køreoplevelse, der kunne sælges som Driving in the Dark.

 

Efter gennemgangen af banen blev vi iklædt køredragter, hjelmhuer og hjelme. Herefter blev vi sendt ned mod banen, hvor bilerne holdt klar. Biler er måske så meget sagt, men de havde fire hjul og en motor, der kunne startes.

 

 

Grundet banens halvmudrede tilstand ville vi køre fire heats á tre omgange i stedet for de normale to heats à seks omgange. Det gjorde vi, så vi kunne trække tiden lidt, og dermed lade banen tørre lidt, så vi kunne køre rigtigt ræs i de sidste to heats. Det var faktisk rigtig fint – jeg fik i hvert fald en fornemmelse af, at jeg fik lov at køre mere, end hvis jeg havde kørt alle seks omgange i ét rap. Men seks omgange udelukkende med ræs havde nu heller ikke været dumt.

 

Tilbage til glatbanen

 

Jeg fik allernådigst lov til at sidde bag rattet i første heat. Jeg følte lidt, jeg var tilbage på glatbanen, og der var da også visse ligheder. Først og fremmest var der frygten for at misse koblingspunktet og gå i stå efter at have fået grønt lys til at fræse afsted. Det ville jo være topmålet af pinlighed i sådan en motorsportsklub. Heldigvis var skæbnen med mig, og jeg kom godt ud af starthullet. Andet lighedspunkt var lige præcis glatbanen, for det var, hvad det føltes som – og det var helt genialt!

 

Sjældent har det været så sjovt at køre bil, og jeg følte mig som en anden Vin Diesel i Fast & Furious, da jeg med 40 km/t farede rundt i mudderet, var ved at glide ud i det store sving og endda overhalede bilen, der kørte afsted før mig. At jeg ingen kontrol havde i svinget og den detalje, at bilen, jeg overhalede, gik i stå, er mindre vigtigt. Det var skidesjovt, og jeg troede at mit adrenalinniveau for dagen var toppet. Men der tog jeg fejl.

 

Det er da kedeligt at være passager – eller hvad?

 

Efter min tur bag rattet var jeg ret sikker på, at jeg havde oplevet dagens højdepunkt. Det skulle dog vise sig, at jeg tog grueligt fejl. Som fører af bilen havde jeg også en vis følelse af kontrol over, hvad der skete på banen, i hvilken retning og med hvilken fart det hele foregik. Da jeg satte mig på passagersædet mistede jeg fuldstændig den følelse af kontrol, mens resten af oplevelsen var lige så vanvittig og adrenalinfremkaldende.

 

Følelsen som passager er et miksmaks af angst og ukontrollerbar jubel, og det er lige ved, at jeg vil anbefale at køre alle omgange som passager. Dog ville det snyde føreren for oplevelsen, og så er det stadig et eller andet fedt og unikt ved at sidde bag rattet, som også bare skal opleves.

 

 

Gennem dagen nåede jeg både at brænde en kobling af (og dermed få det røde du-kører-for-vildt-flag), se en af de andre biler ende på taget og prøve at køre i blinde grundet en mudret forrude. Efter målflaget i det sidste ræs sad vi derfor begge med en tilfredsstillet actionsult, og jeg var jublende glad for, at julegaven ikke kun var et kæmpe hit for mig selv.

Tippet: For Enden af Gaden

 

Det hed den café, vi spiste frokost på bagefter. Og det kan anbefales lige at tage ind til Viborg og få dulmet den værste køredjævel, før du sætter kursen hjemad. Jeg fik en portion nachos, og min kæreste fik en lækker pariserbøf. Sammen med en cola hver kom vi i alt af med godt 250 kroner. Det er helt klart anbefalelsesværdigt og en god afslutning på en virkelig fed oplevelse.

 

Du kan booke en tur til Djævleræs eller købe det som gave lige her

Erik Mose Kirchner