Aktiviteter og seværdigheder i Vestjylland


i Inspiration
Lad os søge vest over. Hvor vinden altid blæser, og rusker op i træerne, så de altid vender samme vej som vinden, der har blæst i generationer, og hvor grene og blade er faldet af for længst, selvom kalenderen skriver sommer.

Mågerne flakser rundt i en ustyrlig dans, luften smager af den salt, der bider i huden, mens man trasker rundt i Vandkantsdanmark. Her er bøgetræer og smult vande et sjældent syn, men til gengæld vokser fyrretræer, lyng og marehalm lige så hurtigt som bølgerne vælter ind mod land. Det er smukt, råt og barskt på én gang. Denne vanvittige natur, der ikke viser nogen nåde.

Det er ikke for alle, men for dem, der bliver bidt af livet derude – om end kun i korte perioder om året – er det en livslang kærlighed.

Men alle kærlighedshistorier skal jo starte et sted, og selvom du sagtens kan gå ind i Vestkystens hjerte med træsko på, er det altid rart at have et par mål at bevæge sig efter. Derfor har vi samlet de bedste aktiviteter og seværdigheder i Vestjylland, så du kan forelske dig i Vestjyllands oplevelser fra første saltrige vindstød.

Se alle vores populære aktiviteter i Vestjylland her

 

 


Hanstholm

Hanstholm ligger på det yderste hjørne af Thy, og fiskeriet har gennem hundreder af år været byens omdrejningspunkt. Fiskeriet fylder ikke så meget i byen, som det har gjort, men det er ikke til at komme uden om, at fiskeriet har sat sine spor. For de morgenfriske kan fiskeriauktionerne stadig opleves i de store haller på havnen fra mandag til fredag, og selvom det kan være fristende at blive liggende under dynen, så kan det bestemt anbefales at opleve fiskerne slås om de bedste tilbud.

Efter auktionen kan du jo spise et morgenrundstykke og drikke en kop kaffe ved Hanstholm Fyr, mens du kigger ud over Nationalparken og Vesterhavet. Og møder du Simon Kvamm her, er det ikke et drømmesyn, for han har faktisk pladestudie i de gamle maskinhaller ved siden af fyret.

 

Bunkermuseum Hanstholm

Når man er på de kanter her, er det nærmest umuligt at komme uden om bunkerne fra 2. Verdenskrig, som ligger strøet ud over Vestkysten. I Hanstholm finder man et fæstningsanlæg, som giver et særligt godt indblik i besættelsestiden på Vestkysten, dagligdagen i bunkerne og en historiefortælling godt krydret med krudt, kugler og kanoner. Det er faktisk i det fæstningsanlæg, at Olsen-Banden i Jylland er optaget i 1971.

Når du besøger Bunkermuseum Hanstholm skal du tage en tur med ammunitionstoget, som kører dig rundt i området og gennem andre bunkere. Det giver et godt indblik over fæstningsanlæggets størrelse og den måde det er opbygget på.

 

Spisesteder i Hanstholm

Efter en tur i hælene på Egon, Benny og Kjeld er det tid til frokost, og det kan anbefales at kombinere frokosten med en havnetur. Her bliver der fisket på molen, mens mågerne flakser rundt i håbet om en godbid eller to.

Når du er landet i Hanstholm, skal der fisk på menuen, og Det Gamle Røgeri står klar til at servere den. Her får du efter sigende Danmarks bedste stjerneskud, og bestiller du den store udgave, er der ingen fare for, at du går sulten derfra. Når maven er mæt, kan du slentre længere hen ad Kai Lindbergs Gade på jagt efter et Hanstholm-Fyr, og må vi på forhånd advare om, at det er en is, der lever op til navnet!

Hanstholm Madbar skal også nævnes her. Maden er enkel, indretningen hyggelig og stedet ønsker at være et samlingspunkt for vennerne, familien, surferne, turisterne – ja alle, der lige har lyst til at lægge vejen forbi Hanstholm, og som har brug for noget godt at spise. Prøv Limjordsmuslingerne dampet i hvidvin og urter eller gå all in på Bunkerburgeren med bacon. Velbekomme.

 


Klitmøller og Cold Hawaii

klitmøller

Klitmøller aka Cold Hawaii. Surfernes paradis. Her er oplevelser for alle vandhundene, og er du klar til blæst, vand, sand og gode grin, så skal du forbi Klitmøller, som netop er berømt for de hvide sandstrande og det vilde vand. Mange kommer langvejs fra for at prøve kræfter med bølgerne og opleve Vestjylland, når det er allerbedst.

 

Surfing i Cold Hawaii

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang! Det bliver ikke noget problem at blive blæst i gang, når du står foran Vesterhavet med et surfbræt under armen, for de fleste dage er der smæk på bølgerne. Cold Hawaii er et af de mest anerkendte surfspots i Europa, og er du sej på et surfbræt, er det bare med at komme derud. Det ser let ud, når surferne rider på bølgerne, men som nybegynder lærer man hurtigt, at det tager lidt tid at få styr på balance og teknik. Prøv en introduktion til surfing, få styr på det basale og så er du klar til Cold Hawaii.

 

Windsurfing i Vestjylland

Der er også masser af aktiviteter og seværdigheder i Vestjylland for børn, så tag endelig ungerne med til Cold Hawaii. Her kan de prøve windsurfing hos Whipperkids og blive fortrolige med havet i sikre omgivelser. Området er nemlig lukket af fra det vilde Vesterhav, så bølgerne ikke kommer brusende uforudsigeligt.

For de voksne kan der selvfølgelig også komme windsurfing på programmet, men her er undervisningen rykket ud på åbent hav.

 

Spisesteder i Klitmøller

Når vandhundene er blevet trætte efter nogle timer i vandet, skal der noget mad i maven. Tag den lille tur fra Klitmøller til Nr. Vorupør og spis på Klochs Spisested. Cafking Burgeren er lokalkendt i Thy, og det er næsten et must at sætte tænderne i den, når du er i Vestjylland.

I samme by finder du også Vesterhavscaféen, som ligger lige ned til havet. De har ”hits for kids” til ungerne og fisk, salat eller andet på menuen til de voksne. I Nr. Vorupør trækkes fiskerkutterne stadig op på land, og mens frokosten bliver spist, kan man være heldig at se, hvordan skibene ligger der på stranden og venter på at komme i vandet igen.

 


Thisted

Har du taget turen til Vestjylland for at opleve det, de alle sammen snakker om? Roen, stilheden, naturen. Så søg mod Nationalpark Thy. Her findes de store vidder, horisonten, der åbner sig mod det nærmest uendelige og et rigt dyreliv. Kontrasten mellem by og natur mærker man tydeligt i skellet mellem Thisted og Nationalparken.

 

Hotel Thinggaard og Sydthy Kurbad

sydthy kurbad

Søger du efter oplevelser i Vestjylland for voksne, så skal du forkæle dig selv med en overnatning på Hotel Thinggaard. Hvordan du vinkler dit ophold, er op til dig selv, og hvad enten du er til golf, gourmet eller spa, så står Hotel Thinggaard klar til at byde velkommen. Hotellet ligger centralt i Thy-området, og der er mange muligheder for oplevelser i Vestjylland herfra. Desuden byder hotellet på en bitter til morgenmaden, og det er jo også værd at have in mente, når du booker dit ophold.

Et stenkast fra Hotel Thinggaard ligger Sydthy Kurbad, og trænger du til at slappe af efter en dag med gåtur i Nationalparken så besøg kurbadet. Her kan du synke ned i massagebassinet, mens du kigger på stjernehimlen over dig eller gå ud i Kurbadshaven for at prøve den udendørs sauna med glasbund, som er bygget over en sø med guldfisk.

 

Thisted Bryghus

thisted bryghus

Smagen af Thy finder du på Thisted Bryghus, der blev kåret til årets danske bryghus i både 2015 og 2016. Start med en rundvisning på bryggeriet for at få et indblik i ølbrygningen og slut besøget af med en frokost a la Thy og en ølsmagning, hvor der både er ”Cold Hawaii” og ”Thy Nationalpark” i hanerne.

 

Nordsø Akvariet og Lodbjerg Fyr

Er du på jagt efter seværdigheder for børn i Nordjylland, så er Nordsø Akvariet et spændende sted at besøge. Her findes rørebassiner i børnehøjde, og i akvarierne er der sjældne fiskearter fra Nordsøen, som kan ses, mens næsen trykkes flad mod glasset for at komme så tæt på som muligt. Faktisk har Nordsø Akvariet 70 forskellige fiskearter og du finder både hajer og rokker i blandt.

Bagefter kan du tage et smut forbi Vesterhavscaféen lige rundt om hjørnet for at få en is, inden turen går videre til Lodbjerg Fyr. Over alt langs de danske kyster, finder man fyrtårne og sømærker, som har sørget for, at skibene ikke kom for tæt på land og gik på grund, og mange strandinger er undgået på grund af fyrtårnene.

Særligt her på Vestkysten, hvor vejret kan blive ekstra råt, har det været en stor hjælp for skibene – husk på, at fyrtårnene er fra en tid, hvor radio, radar og anden teknologi ikke var opfundet endnu. Lodbjerg Fyr er fra 1883, bygget i granitsten og er 35 meter højt. Området omkring Lodbjerg Fyr er godt til vandreture, og har du mod på det, kan du følge den markerede sti til Penbjerg, som er en særlig høj klit.

 


Thyborøn

Så er vi nået til Thyborøn på vores tur rundt i Vestjyllands oplevelser. En by, der er kendt for mange ting; Cheminova, Danmarks ældste boyband Tørfisk og rivaliseringen med Harboøre. Desuden har byen lagt navn til en helt særlig habit, Thyborønhabitten, men det er ikke sikkert, du bliver populær, hvis du møder op til ”søllebryllup” i det outfit. Det er nok bedre, hvis du nøjes med en ”silder” på havnen, så længe du har habitten på.

 

Ravsafari

ravsafari vestjylland

Rav finder man på Vestkysten efter en dag med storm, hvor havet er blevet rusket godt igennem, og bølgerne har skyllet ting og sager op på stranden. Når stormen har lagt sig, kan man dagen efter stikke ud for at lede efter ”nordens guld”, men det er sjældent, at der er bid. For det meste er det gule sten, man har fat i, og som ikke giver efter, når man bider forsigtigt i dem. Prøv ravsafari. Her hører du om hemmeligheden bag ravet, hvor det gemmer sig og hvor du skal lede. Efter sigende skulle der være ravgaranti på safarien.

 

Sneglehuset, Jyllandsakvariet og Mallemukken

Sneglehuset er et hyggeligt lille indspark, når du er i Thyborøn. Køb en is i Hallens Cafeteria eller hos Frk. Vinthers Køkken, drej ned ad Vesterhavsgade så du rammer Sneglevej, og for enden af vejen ligger Sneglehuset. Et almindeligt hus med en meget ualmindelig facade. Hele huset er nemlig dekoreret med skaller, og man kan godt bruge lidt tid på at beundre huset. Bagefter skal du stikke ned ad den lille sti ved siden af huset, for så kommer du ned til stranden og Thyborønfæstningen, som er et bunkeranlæg fra 2. Verdenskrig.

Videre fra Sneglehuset kan du slå et slag forbi Jyllandsakvariet. Her kan du se en fiskekutter tæt på og være med til at fodre fiskene i rørebassinerne. Det vil nok være en oplevelse for børnene at fortælle, at de har fodret en haj eller en rokke.

Når sulten melder sig i Thyborøn, skal du søge mod Mallemukken. Ja, det er navnet på restauranten, hvor taget er et skibsskrog, der er vendt på hovedet, for i Thyborøn går de altså all in på det maritime. Restauranten er virkelig hyggelig, og det er helt specielt at spise sin Skipperbuffet – eller hvad du nu har bestilt – mens man kan se de rå samlinger i loftet. Du kan også nøjes med at få hjemmebagt kage og en kop kaffe i Mallemukkens cafe, bare du ikke snyder dig selv for den fine oplevelse det er at lægge vejen forbi.

 


Hvide Sande

Sidste stop i denne omgang er Hvide Sande. Her finder du Hvide Sande sluse, der forbinder Ringkøbing Fjord med Vesterhavet, og det hele styres fra ”Blåtårn”, som også løfter klapbroen, så skibene kan passere. Hvide Sande er også en fiskerby, men som mange af de andre vestkystbyer, fiskes der primært med stang fra havnen i dag.

 

Wakeboard og vandski

Som byens navn fortæller, er der hvidt sandt og blåt hav i Hvide Sande, og som det er tilfældet på hele Vestkysten, er Hvide Sande også et perfekt sted til vandhundene. Kabelpark giver dig en introduktion til wakeboard og vandski, og lytter du godt efter, skulle du gerne være flyvende på bølgen blå i løbet af ingen tid.

 

Stauning Whisky, Abelines Gård og Dabs

whiskysmagning vestjylland

Stauning Whisky begyndte som en hobby for ni meget forskellige mænd, der delte drømmen om en dansk whisky. Det lykkedes at skabe en god whisky, og i dag er Stauning Whisky et professionelt destilleri, der er kendt uden for både Vestjylland og Danmark. Stauning Whisky byder både på rundvisning og smagsprøver, når du kigger forbi, men skal du videre rundt på Vestkysten, skal du nok nøjes med rundvisningen.

Abelines Gaard er en gammel strandfogedgård, som blev bygget i midten af 1800-tallet. Her fortælles historien om Abelines liv midt i den barske natur med stranden som tætteste nabo og med skibsforlis som hverdagskost. Gården ser ud, som da Abeline flyttede ind, og i dag kan du møde håndværkere og arbejdende piger og karle, der fortæller om datidens håndværk og laver rebslagning, strik eller træarbejde. Der kan selvfølgelig købes kaffe og kage på gården og den drikkes med udsigt over klitlandskabet.

Der skal da også være en madanbefaling i Hvide Sande, og har du ikke smagt denne lokale vestkyst-specialitet, så må det være tid nu. De lokale kalder det dabs, og spørger man, hvad dabs er, så svarer den indfødte Hvide-Sande-boer, at det er ”hvide sande sushi”. Det er helt okay at hapse dabs fra andre for sådanne livsvigtige nødvendigheder, må man ikke gå ned på, og er du virkelig løbet tør, kan du altid finde en have, hvor du kan tage et par stykker med til en hyggelig aften på stranden.

Øllen, man skyller efter med, kan du købe hos købmanden. For de ikke-indfødte: vi taler tørfisk her og ikke bandet, men de saltede og vindtørrede fladfisk, som hænger over alt i de små fiskerbyer. Tørfisk er stærke sager men prøv det. Måske som alternativ til fredagsslikken?

 


Seværdigheder i Vestjylland for børn og voksne

Med tørfisk som den sidste anbefaling fra en vindblæst Vestkyst, er du nu godt rustet til at tage ud for at opleve Vestjylland. Vi håber, at det bliver kærlighed ved første blik, at du vil mærke stikket i hjertet, når du kører derfra, at du vil savne mågernes skrig, bølgernes susen og vindens styrke men også, at du vil tage tilbage og opleve Vestjylland igen og igen og igen…

Vestjylland har mange flere oplevelser at byde på end dem, der er nævnt her.

Du kan finde flere aktiviteter og seværdigheder i Vestjylland for børn og voksne her

 

Ekstra forslag til vestjyske oplevelser

Museet Tirpitz

Blåvand har fået en ny topattraktion: Tirpitzmuseet. Se videoen (lavet af Campaya.dk) og find ud af, hvorfor Tirpitzmuseet er et besøg værd.

Skive og Spøttrup Middelalderborg

Kommer du sydfra på din vej mod seværdigheder i Vestjylland, skal du tage turen over Sallingsundbroen og krydse Mors på vejen mod vest. Så kommer du nemlig gennem Skive, og ikke så langt herfra ligger Spøttrup, en lille by, der er kendt for Spøttrup Middelalderborg.

Borgen er den bedst bevarede i Danmark, og der er fuld gang i den med tapre riddere og yndige ungmøer, der skal reddes fra fjendens forsvarslinjer. Bliver en ridder såret i kamp, er det heldigt, at Urtehaven ligger lige ved Borgen, så der kan hentes lægeurter og andre krydrede duft- og smagsgivere, som kan vække kamplysten igen.

Når du er færdig med at udforske Middelalderen, kan du forsætte turen mod Vestjylland over Mors eller du kan gøre et stop mere. Jesperhus Feriepark ligger nemlig lige på den anden side af Sallingsundbroen, og kommer du langvejs fra, er det et godt sted at tage en overnatning, inden du kører videre for at opleve Vestkysten.

Avatar
Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.