Aktiviteter & oplevelser i Odense


i Guides, Inspiration

Odense er en af Danmarks ældste byer, og det er tydeligt at se, hvordan byens kultur er formet af tidens tand. For selvom der hersker en eventyrstemning i byen, er der stadig en rå kant, som overrasker med skæve vinkler og spændende muligheder.

Vil du opleve Odense? Så skal du læse med her, for vi har lavet en guide til dig, der skal på ferie i Odense eller bare dropper forbi i et par timer.

 

10 oplevelser & aktiviteter i Odense

Tag på udflugt eller ferie i Odense & oplev den hyggelige by.

I den gamle bydel vokser stokroserne langs bindingsværkshusene, og de brostensbelagte gader skaber en hyggelig og idyllisk stemning. Torvedagene skaber genlyd i bybilledet, når sælgere og handlende købslår, og lyden føres helt ned til havnen. Her skyder de moderne bygninger i vejret, og folk samler sig under solen til vandsport og beach volley før, de fortsætter turen ind i latinerkvarteret, hvor caféerne og restauranterne venter.

Vi har fundet nogle forslag til, hvad man kan lave i Odense med kæresten, vennerne og familien. Nogle af oplevelserne er gratis, og andre er kendte seværdigheder, hvor du skal have pungen op af lommen før, at du kan få entre til oplevelsen. Men vigtigst af alt er, at der her i guiden er noget for alle lige gyldigt, hvad man har lyst til at prøve.

Herunder finder du vores 10 forslag til oplevelser og aktiviteter i Odense 👇

 

1. Brunch på Eydes Gastro Pub

Begynd dagen med en lækker brunch i hjertet af Odense.

På den myldrende Kongensgade i midten af Odense ligger Eydes Gastro Pub. Her samles de lokale til en hurtig kop kaffe midt i en travl hverdag eller måske kigger de forbi til et glas vin, en øl eller noget lækker mad en lørdag aften.

Det er ikke uden grund, at Eydes Gastro Pub er kendt for sin folkelige stemning, for der er altid snak i hjørnerne, klirrende bestik og glade ansigter. Her begynder dagen godt med en brunch før, at du kaster dig ud i Odenses mange oplevelser.

 

Læs mere

 

2. H.C. Andersens Hus

Oplev de indendørs aktiviteter i Odense på en regnvejrsdag.

Bonderoserne blomstrer op ad husmurene, og bindingsværkshusene hælder skævt først til den ene side, så til den anden, så det ligner, at de gamle mure læner sig op ad hinanden. Her i Odenses ældste bydel finder du H.C. Andersens Hus, der er en af de mest berømte seværdigheder i Odense.

Det er nemlig her i byen, at den verdenskendte digter er født, og over alt i Odense kan du opleve små glimt af hans fortællinger. Ikke mindst her i huset, hvor du kan gå i H.C. Andersens fodspor og blive klogere på hans livs eventyr.

 

3. Odense Chokoladehus

Hos Odense Chokoladehus er der mange lækkerier.

Ikke mange skridt fra H.C. Andersens hus ligger Odense Chokoladehus, der er drevet af ægteparret Tine og Thormar. De er begge udlært konditorer, og faktisk åbnede de i 1997 Islands første konditori i Reykjavik. Siden har de taget turen til Danmark, og er landet her i Odense, hvor de deler deres kærlighed til chokolade med odenseanerne.

Hos Odense Chokoladehus laves alt chokoladen i hånden, for håndværket og arbejdet med råvarerne betyder alt for ægteparret. Derfor åbner de også dørene for dig, der gerne vil lære at arbejde med chokolade – både de fyldte og de populære flødeboller.

 

Læs mere

 

4. Odense Zoo

Tigre, giraffer & lemurer er bare nogle af de dyr, der lever i Odense Zoo.

Dovendyret hænger træt i trækronen, tigeren sender et rungende brøl, der er en konge værdig, ud i vinden og pytonen snor sig krybende langs jorden. Der er venter mange aktiviteter i Odense Zoo, og overalt kan øjne, ører og næse gå på opdagelse i dyrenes verden. Her kan du nemlig komme helt tæt på dyrene fra hele verden.

Oplev blandt andet det store Oceanarium, hvor Sydamerikas dyreliv foldes ud lige fra søkøerne, der svømmer i den tropiske regnskov, til kongepingvinerne, der vralter i vinterkulden.

 

5. Den Fynske Landsby

Oplev Odense på H.C. Andersens tid i Den Fynske Landsby.

Gad vide, hvordan verden så ud, da H.C. Andersen spankulerede rundt og skrev sine eventyr? I Den Fynske Landsby får du et indblik i, hvordan livet på landet var på H.C. Andersens tid. Frilandsmuseet tager dig omkring 200 år tilbage i tiden til en verden, hvor hårdt arbejde var hverdagskost.

I højsæsonerne er Den Fynske Landsby et levende museum, så du kan se, hvordan folk gik klædt og finde ud af, hvordan man dyrkede marker, malkede køer og meget mere. Du kan også opleve heste, køer, grise, får og høns i landsbyen – og du kan endda få lov til at fodre og klappe dem.

 

6. Brandts – Museum for kunst & visuel kultur

På Brandts er der skiftende udstillinger.

Brandts er et moderne kunstmuseum med skiftende udstillinger inden for foto, skulptur og maleri, og museet er en af de seværdigheder i Odense, som hvert år tiltrækker folk fra nær og fjern.

På museet finder du både klassiske malerier af kendte kunstnere som P.S. Krøyer og Harald Giersing, men du kan også opleve moderne og eksperimenterende kunst, hvor du selv bliver inddraget i værket. Det er altså ikke kun kunstkendere, der skal tage turen forbi Brandts, for her kan hele familien få en god oplevelse.

 

7. Danmarks jernbanemuseum

Fut, fut!

Lige ved siden af banegården i Odense ligger Danmark Jernbanemuseum, og her kan du indendørs gå på opdagelse i aktiviteter for hele familien. Jernbanemuseet er et godt bud på, hvad du skal på en regnvejrsdag, for her kan du tørskoet gå rundt mellem gamle togvogne, lokomotiver og busser. Stig ud på perronen, gå på opdagelse i togvognene eller sæt dig til rette på lokoførerens plads i førervognen.

Danmarks Jernbanemuseum giver dig et godt indblik i jernbanernes og lokomotivernes historie, og har du selv lyst til at køre en togtur, kan du prøve den store modeljernbane.

 

8. Mediemuseet

Fra trykte aviser til internetmedier – oplev udviklingen på Mediemuseet.

På Mediemuseet skal du en tur tilbage i tiden for at se, hvordan man trykte aviser og ugeblade i gamle dage, for meget er sket siden dengang. Plakater og annoncer skinner og skriger ikke på samme måde som i dag, og når udviklingen sættes op over for hinanden, som det sker her på museet, får man virkelig øje på kontrasterne.

På Mediemuseet er det ikke kun de trykte medier, du kan opleve, for der er også gjort plads til de elektroniske. I det hele taget finder du på museet en stor samling af medier i alle former og farver fra reklamer og illustrationer til pressefotografier, trykkerimaskiner og tv-apparater.

 

9. Munke Mose

Du skal besøge Munke Mose, hvis du er på jagt efter gratis oplevelser i Odense.

Parken Munke Mose ligger centralt i Odense, og når du besøger den, kan du se, hvordan de lokale mødes og bruger nogle af de gratis aktiviteter, der findes her – lige fra legepladsen til træningsredskaberne.

Munke Moses stier krydser ud og ind mellem hinanden, og snor sig omkring de mange vandløb og søer, som skaber små hyggelige kroge i parken. Løbere sprinter forbi, vennegrupper hænger ud under åben himmel på sommerdage og familier slapper af med sport og leg. Pak en madkurv og oplev stemningen i parken sammen med de lokale.

 

10. Odense Domkirke

Odense Domkirke er en imponerende bygning.

På ydersiden ser Odense Domkirke ikke imponerende ud, men du skal ikke lade dig bedrage af skindet. Bag de tykke, røde mure udfolder den gotiske byggestil sig i fuldt flor med højt til loftet og en imponerende altertavle. Faktisk er kirkens tårn med sine 63 meter et af de højeste bygningsværker i Odense og bestemt en oplevelse værd.

Domkirken hedder egentlig Sct. Knuds Kirke og er opkaldt efter den danske konge Knud II. Kongens skelet kan ses i kirkens krypt, hvor også Christian II ligger begravet. Det er en gratis oplevelse at besøge Odense Domkirke.

 

Flere aktiviteter i Odense

Det er klart, at der i Danmarks største by er mange oplevelser og muligheder, du kan prøve. Vi har kun udvalgt nogle af de aktiviteter, Odense kan byde på, så du også selv kan få lov til at gå på opdagelse i byen og finde de små, hyggelige steder.

Det kan jo være, at du har lyst til at besøge Kramboden, Møntergården, Bunkermuseet, Rosengårdscentret eller kaste dig ud i et faldskærmsudspring? Valget er helt op til dig.

Vi håber, du har fundet inspiration til, hvad du skal lave i Odense med kæresten, vennerne eller familien. Du kan finde flere idéer til, hvad du skal lave i Odense og omegn  👉 Ja tak, lad mig se flere aktiviteter.

God fornøjelse!

 

Aktiviteter & oplevelser i Odense
5 (100%) 2 votes

Jeg hedder Christine, og det er mig, der sætter ord på alle oplevelserne. Når jeg ikke tryller ved tastaturet, har jeg fingrene dybt begravet i den jyske muld hjemme i køkkenhaven eller også er jeg på vej ud på eventyr et sted i verden.