Bag anbefalinger står tvillingerne Christine og Laura som driver bloggen Twin-food.dk. De præsenterer her, hvilke kriterier de har anvendt i deres bedømmelser:

Hver kategori indeholder 3 steder, som vi har delt op i budget, mellem og luksus. Ikke at budget er det dårligste men blot det billigste, ligesom luksus heller ikke nødvendigvis er dyrt, men blot en anbefaling, hvis man ønsker lidt mere kvalitet og vil forkæles lidt ekstra. Derudover er der til nogle af kategorierne nævnt en lille ”joker”, som skal ses som en lille ekstra eller anderledes oplevelse. 

Budget

Foto: AOA.dk

Dolce Vita i Bruuns Galleri er nok vores yndlingssted, selvom det virkelig er svært at vælge en yndlings isbar. 2 kugler koster 29 kr. og det bedste er at man ikke føler sig snydt – kuglerne er nemlig rigtig store. Specielt lakridsisen og den hvide chokolademousse er en god kombination. Tag isen med op til Skt. Pauls kirke og nyd den med udsigt nedad Bruunsgade.

Mellem

Foto: Twin-food.dk

Manu ligger i Frederiksgade, tæt på Rådhuset og den skønne Rådhuspark. Disken er kæmpe stor og fyldt med en masse forskellige is-varianter, hvor det for os var virkeligt svært at vælge. Vi har dog fundet vores yndlingssmage: kaffe og brownie – specielt kaffen, der smager skønt af iskaffe, når den smelter en smule. 2 kugler koster 30 kr. og heller ikke her er der fare for små kugler.

Luksus

Foto: Twin-food.dk

Ishuset, der er placeret på Marselisborg havn, er endnu et must, når det gælder om at spise is i Aarhus. Atmosfæren og en solnedgang over Aarhus, siddende på kajen med en is i hånden, er helt fantastisk. Ishuset har sindssygt mange forskellige varianter af både flødeis, sorbeter og hjemmelavede ispinde. Vores yndlingsvariant er karamel med salt og Before 9. Hos Ishuset koster 2 kugler 30 kr. og de er bestemt heller ikke nærige med størrelsen.

En lidt anderledes is

Foto: Twin-food.dk

Hos vores yndlings frozen yoghurt is-bar, Frozen Sigurt i Jægergårdsgade, får man en lidt anderledes is-oplevelse, som er et sundere alternativ til den klassiske flødeis. Her fylder du selv smagsvarianterne direkte i dit bæger, som derefter kan fyldes med alverdens toppings, hvorefter der betales 15 kr. pr. 100 gr. Af smage er der blandt andet lakrids, vanilje, chokolade, mynte, passion, mango og kokos, hvor vores favoritter er chokolade og lakrids. Is-baren er meget hyggeligt pyntet op ude fra Jægergårdsgade, hvor der både inde og ude er plads til at nyde sin is.

Skynd dig ud i sensommeren og nyd de gode is i solens sidste stråler. Har du et favoritsted, så smid gerne et tip i kommentarfeltet, så vi også kan smage.

Har du fundet et favoritsted at købe is i din by?