Hvis du ved, hvem Peter Falktoft og Esben Bjerre er, så kender du med garanti udtrykket KÆMPE VINGER BAGUD! Et udtryk, der vidner om noget, der er overdrevet fedt. Og hvis der er noget, som er overdrevet fedt, så er det at drageflyve/hangglide.

En af de bedste oplevelser i mit liv

På en kold og smuk novemberdag prøvede jeg og min kæreste hanggliding for første gang i vores liv. Normalt er jeg ikke den store dyrker af højder (læs: Jeg har en smule højdeskræk), så jeg havde da en vis mængde sommerfugle i maven, da jeg troppede op hos Fasterholt Hanggliding & Paragliding Center.

Nervøsiteten forsvandt dog som dug fra solen, da de flinke piloter og hjælpere tog godt imod os. Deres passion for drageflyvning brændte virkelig igennem. Den brændte så meget igennem, at den smittede af på mig – og så glemte jeg alt om, at jeg egentlig burde være nervøs.

Imens der blev gjort klar til start, fik vi en glimrende forklaring af Michael om, hvordan hanggliding egentlig fungerer med vindforhold, termik osv. Det kan du læse mere om længere nede på siden. For jeg vil gerne starte med at fortælle dig om, hvorfor det her var en af de bedste oplevelser i mit liv.

En flot og vanedannende udsigt

Jeg kan godt forstå, hvorfor min pilot Dennis elsker at hangglide. Den udsigt, du bliver mødt af, når du hænger 400-500 meter over jorden, den er for vild! Som du nok kan fornemme på nogle af billederne her på siden, så giver hanggliding dig en fantastisk flot udsigt. En udsigt, som er ekstremt vanedannende. Piloten Dennis fortalte mig, at på en meget klar dag, er det faktisk muligt at se til Århus Bugt og Ringkøbing Fjord, når du trækkes op i Fasterholt ved Brande – hvor vildt er det lige?

Adrenalinfremkaldende oplevelse

Adrenalinfremkaldende oplevelser er typisk nogle, du ikke glemmer lige foreløbig. Og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg kommer aldrig til at glemme min tur i en drageflyver. Der er noget nervepirrende ved at hænge så højt oppe i luften fastspændt til en drage, der ikke er udstyret med nogen form for motor. Og når piloten så begynder at lave ”frit fald”-tricks i 400 meters højde, så kan du ikke holde adrenalinen tilbage: Så eksploderer den rundt i kroppen og giver dig det vildeste RUSH! Et rush, der fylder din krop med en ubeskrivelig følelse af lykke!

Vil jeg gøre det igen?

Ja, uden tvivl! Drageflyvning er for fed en oplevelse. Jeg må indrømme, at det føromtalte rush er yderst vanedannende – og noget, som jeg bare må opleve igen. Jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen til sommer, hvor landskabet er mere grønt, og sigtbarheden måske er endnu bedre. Sikkert og vidst er, at jeg allerede glæder mig til næste tur!

I min video herunder kan du få en god fornemmelse af, hvad det vil sige at prøve hanggliding hos DuGlemmerDetAldrig.dk.

For de interesserede: Videoen er optaget med et GoPro HERO5 Black, som er fastspændt på en ”anordning” lavet af piloten Dennis.

Sådan fungerer drageflyvning

Som lovet, vil jeg give en nærmere forklaring på, hvordan drageflyvning/hanggliding fungerer. Det er faktisk ret interessant!

Hvad er en hangglider?

En hangglider er det dragelignende fly, du hænger i. ”Flyet” fungerer på den måde, at du styrer det ved hjælp af din kropsvægt. Dette kan lade sig gøre, da piloten er ophængt i dragens tyngdepunkt. Styrebøjlen hjælper piloten med at trække sin vægt rundt, og det får ham/hende til at kunne styre dragen til højre, venstre, op, ned osv.

Hvordan kommer dragen i luften?

Hos Fasterholt Hanggliding & Paragliding Center bliver dragen trukket i luften via et snoresystem (som du kan se i videoen). Det er også muligt at komme i luften via skrænter og bjerge, man kan hoppe ud fra, men det er ikke noget, de gør brug af i ”flade Fasterholt” – med god grund.

Hvor lang tid kan dragen flyve?

Hvor lang tid, dragen kan flyve, afhænger i høj grad af vejr, vind og ikke mindst termik. Jeg hørte en af piloterne snakke om, at det ikke er umuligt at flyve i 4-5 timer i streg. I den forbindelse blev der også nævnt en pilot, der havde fløjet fra Fasterholt til Langeland.

Hvad er termik?

Termik er et nøgleord inden for drageflyvning. Termik er luftens lodrette op- og nedadgående bevægelse. Det bliver skabt af solens opvarmning af jorden. For piloten gælder det om at finde områder med termik (også kaldet hot spots) med henblik på at komme højere op (varm luft er opadgående), så drageflyveren kan flyve længere. Lige så snart drageflyveren rammer et hot spot, vil dragen stige i højde. Det vil typisk være 5-6 meter i sekundet afhængig af, hvor ”kraftig” termikken er. Du kan læse mere om det på Wikipedia.

Her til sidst vil jeg gerne sige tusind tak til Dennis, Kenneth, Michael og Peter fra Fasterholt Hanggliding & Paragliding Center.