I kommer ikke til at mangle dateidéer i København, for København er byen, der har det hele! Problemet bliver nok i højere grad at udvælge de dateidéer, som passer til den dag, I har lyst til, at det skal blive.

I kærlighedens navn har vi derfor samlet nogle dateidéer, som fordeler sig over 12 timer fra morgen til aften. I kan vælge at gå all in og følge planen fra start til slut, men I kan også bare go with the flow og udvælge de ting, som I har mest lyst til. Der er nemlig ikke nogen grund til at skynde sig, selvom der er mange gode dateidéer i København, som kunne være fede at prøve. Bare husk, at det I ikke når på første date, det når I nok på den anden.

 

Klokken 9.00 – Begynd dagen med brunch

Begynd dagen stille og roligt med en lækker brunch.

Begynd dagen med god tid og lad nogle andre lave morgenmaden for jer. Sov længe og brug en god del af morgenen på at vågne rigtigt for en gangs skyld. Og ingen grund til bekymring for på byens lækre brunchsteder skal de nok vente med at rydde morgenbordet, til I er færdige med at spise.

Drikker I kaffe, te eller kakao om morgenen? Vælg selv, hvilken varm drik dagen skal starte med og glæd jer over, at de perlende bobler også kan blive en del af morgenens servering. Det virker måske ekstravagant at drikke bobler i højstilkede glas, før rådhusuret har slået 12.00, men når det kun sker på særlige dage, er det bare med at nyde det.

Tag jer god til at spise brunchen, snak og hyg – dagen er først lige begyndt.

Klokken 11.00 – Meyers Madhus

Der er pizza til frokost. Sprødt, hyggeligt og italiensk.

Tag en slentretur på Strøget, hvor butikkerne ligger klemt sammen, og I bliver båret gennem gaderne af travle forretningsfolk, sludrende turister og larmende gademusikanter. Det er nemt at lade sig opsluge af menneskemylderet og svært ikke at lade sig friste til at stikke hovederne ind i butikkerne. Men her gælder det altså om at flyde lidt med strømmen og sludre om løst og fast indtil, I når frem til Meyers Madhus, for det er nemlig her, at frokosten bliver serveret.

Hos Meyers Madhus bliver der lavet italiensk mad. Gode råvarer, simple opskrifter og sindssygt meget smag! I dag er der pizza på menuen, så der skal laves tynde, sprøde bunde, som knaser i munden, og pizzaen skal toppes med årstidens ingredienser. Der er en uformel og hyggelig stemning i køkkenet, og pizzaerne serveres sammen med et god glas vin på ægte italiensk maner. Buon appetito!

Tag en bid af Italien.

Har I brug for dateidéer i København med et italiensk touch? Så kan I læse vores guide til italienske oplevelser i København her.

Klokken 14.00 – Karamelleriet

Alle karamellerne hos Karamelleriet er håndlavede.

Med maven fuld af pizza er det tid til at komme lidt væk fra indre by i jagten på Københavns bedste karameller! Turen tager jer forbi Peblinge Sø, hvor løbere forpustede jogger forbi, og venindepar med matchende barnevogne sludrer af sted med en to go-kaffe i hånden. Efter lidt tid kan I spotte Assistens Kirkegård, som I kan krydse og måske finde H.C. Andersens grav på vejen for på den anden side af de gule mure, der omkranser kirkegården og som en sidevej til den berømte Jagtvej, finder I Jægersborggade.

Det er endestationen, for inde bag den hvide facade i nummer 36 gemmer der sig rokkesten, marksten og klippestykker. Lad jer ikke snyde af navnene, der matcher den bornholmske undergrund, for der er altså tale om karameller. Se selv! Karamelkogeren står i baglokalet og deler ud af smagsprøver og fortællinger om, hvordan karamellerne bliver til, og I får ikke lov til at forlade butikken uden at have fået en håndfuld karameller med til resten af dagen.

Klokken 15.30 – The Coffee Collective

Med en kop kaffe i den ene hånd og en date i den anden, er det blevet tid til en kaffepause.

Med lommerne fulde af karameller går turen videre mod The Coffee Collective, og hvis I kan lade være med at spise alle karamellerne lige med det samme, vil de passe perfekt sammen med en god kop kaffe. Der er mange lækre kaffebarer i København, det er klart, Danmark er et af de mest kaffedrikkende folk i verden, men det store udvalg gør det altså også svært at vælge.

Lidt længere nede ad Jægersborggade finder I The Coffee Collective, og når I nu er i området, er det værd at droppe ind her til en enkelt kop. Har I lyst til at blive lidt længere, deler baristaterne også gerne ud af deres viden, og lærer jer, hvordan I kan brygge en kop kaffe derhjemme, som matcher den, I køber på caféerne.

The Coffee Collective arbejder med mærkatet Direct Trade, der fortæller jer, at The Coffee Collective besøger kaffeproducenten hvert år og, at producenten er betalt minimum 25% over Fair Trade-prisen.

Klokken 16.45 – Værnedamsvej

Værnedamsvej er en hyggelig gade i København med mange små butikker & caféer.

Værnedamsvej er kendt som Københavns lille Paris, og har I brug for en afstikker til det franske, er det her I skal søge ned. Gaden er hyggelig med sine små butikker og til forskel fra Strøget, hvor I begyndte dagen, er der her en helt anden ro og charme, der giver plads til at flette fingre, mens I kigger på butiksvinduer.

Er der forresten styr på tøj og sko til aftenens middagsdate? Ellers er der mange fine butikker heromkring, hvor I kan kigge ind og gøre et køb eller to. Er der styr på outfits, kan I slå jer ned på Falernum og drikke et glas vin. Der er god tid til middagen serveres, så brug ventetiden på at hyggesnakke og samle appetit.

Hvor finder vi Falernum? Værnedamsvej 16, 1619 København V.

Klokken 19.00 – Restaurant Relæ

Spis aftensmaden på Restaurant Relæ.

Lokalerne er rustikke, maden er god og vinen trækker de fineste gardiner på glassets sider. Der er lækkert på Restaurant Relæ, og I skal glæde jer til at sætte jer til bords og lade jer servicere af tjenere, der har styr på tingene. Relæ har en bæredygtig tilgang til madlavningen, og arbejder aktivt med det i deres menuer lige som 90-100% af deres råvarer er økologiske.

Hvor finder vi Restaurant Relæ? Jægersborggade 41, 2200 København N.

Et bord til 2, tak.

Book bord i god tid, der kan være andre, der har fået samme dateidé som jer.

Klokken 22.00 – Timm Vladimirs Køkken

Slut dagen af med en cocktail i godt selskab.

James Bond beder om en Martini og Carrie Bradshaw om en Cosmopolitan, så hvilken drink skal I slutte dagen af med? Hos Timm Vladimirs Køkken lærer I, hvordan man laver cocktails, , og selvom der hverken er en Martini eller en Cosmopolitan i udvalget, bliver I ikke skuffede.

Det er nemlig aldrig dumt at udfordre de klassiske cocktails lidt, for en gang imellem kan man møde en ny variant, som netop kan ende med at blive en favorit. Og de klassiske drinks? Dem kan I jo få på næste date.

Date nummer 2 – flere idéer til date i København

Klar til date nummer 2?

Var den første date en succes? Så venter date nummer 2 nok lige rundt om hjørnet, og hvis I har fulgt forslagene her til punkt og prikke, kommer I jo til at mangle flere gode idéer til date i København, når I skal af sted næste gang. Der kan findes flere dateidéer i København lige her, så I kan være godt forberedt til næste gang.

I kan også finde dateidéer i København her, hvor vi har skrevet om nogle af de bedste aktiviteter i Københav